POLEN: Søndag markerede Polen 70-året for begyndelsen på Nazi-Tysklands massedeportationer af jøder fra Warszawas ghetto.

Den 22. juli 1942 begyndte nazisterne at sende polske jøder til koncentrationslejren Treblinka, og på 70-års-dagen blev det mindet med en march i den polske hovedstad.

- Det er dagen, hvor vi skal mindes dem, der blev sendt i døden – det var næsten hele byens jødiske befolkning, lød det fra Andrzej Zozula,en højtstående person i Warszawas jødiske miljø.

Flere polske og israelske pinger og embedsmænd deltog i markeringen, og det samme gjorde ikke-jødiske indbyggere i Warszawa, skriver AFP ifølge France24.com.

- Vi har en forpligtigelse til at være her, så ingen glemmer. Generationen, som overlevede krigen, er ved at gå bort, så nu er det op til os at huske, hvad der skete, forklarer forlæggeren Krystyna Bratkowska, som deltog i mindesmarchen.

Tidligere søndag afslørede de polske myndigheder en dyster udstilling af tegninger af livet bag ghettoens mure, herunder tyskernes forfølgelser.

Før anden verdenskrig var Polen hjemland for omkring 3,2 millioner jøder, svarende til 10 procent af landets befolkning. Mange af dem blev dræbt under krigen, og de polsk-jødiske ofre udgjorde omkring halvdelen af de ofre, som mistede livet under krigen.

Tyskland invaderede Polen i september 1939, og inden nazisterne sendte jøderne i de grusomme koncentrationslejre, hvor de systematisk blev slået ihjel, blev de drevet sammen i ghettoer.

Men den 22. juli 1942 begyndte nazisterne at sende indbyggere fra ghettoen uden særlig arbejdstilladelse med tog til Treblinka, der lå omkring 100 kilometer fra den polske hovedstad.

Under mindesmarchen gik de tusindvis af fremmødte den samme rute, som børnelægen Janusz Korczak og 200 jødiske børnehjemsbørn gik 70 år tidligere, da de blev beordret væk fra ghettoen og i koncentrationslejr.

Siden er et børnehjem blevet opkaldt efter Korczak, og under marchen hang deltagerne farvede bånd med navnene på flere af de dræbte børn op på porten til børnehjemmet.