Pokémon dillen er over Danmark. Og der er kun én vej, det kan gå. Fremad, og det i en forrygende fart.

"Nøglen til Pokemons succes ligger for mig at se i historien, figurerne og en fantasiverden, som børn ville ønske var virkelig," siger Gail Tilden fra Nintendos amerikanske hovedkontor til B.T.

Og succes står med store fede typer hen over Nintendos Pokemon verden, som vi her for god ordens skyld kort skal ridse op.

Spillet er udviklet af Nintendo i Japan, og var klar til at loade i deres Game Boys - altså firmaets transportable spillestationer - i '96, hvor det blev lanceret som PocketMonsters, senere trukket sammen til det nuværende Pokémon. På rekordtid blev computerspillet Nintendo Japans største succes nogensinde, som blev suppleret med Pokémon samlekort og Pokémon plysdyr. Det måtte der gøres noget ved.

Halvandet år efter lanceringen i Japan, sprang USA med på vognen. Og fik ifølge Tilden hurtigt gang i forretningen.

Sidste efterår blev den udviddet til Europa. Og med hjælp fra TV-serien er Pokémon blevet et fænomen, der er større end noget andet verden har set, og selvfølgelig ikke blevet mindre af, at den første Pokemon film - der har dansk premiere i morgen - er udsendt. I USA - hvor den havde premiere i november sidste år - havde den på åbningsweekenden trukket 55 millioner dollars, altså knap 400 millioner kroner, i kassen.

"Den åbning oversteg alt, vi havde turdet drømme om," siger filmens producent og medforfatter Norman Grossfeld om filmen, der som spillene er lavet i Japan af den 34-årige Satocho Tajiri, der er blevet milionær på Pokémon-kontoen.

Og som med alt andet Pokémon er Japanerne lysår forud. Således har film nummer to allerede haft premiere dér, ligesom nummer tre er i støbeskeen.

"Oprindelig havde ingen i Japan troet, at fænomenet nogensinde skulle bevæge sig udenfor landets grænser.

Og i dag er Pokémon nummer et overalt, hvilket er bekræftelsen på, at figurerne er så stærke, at alle kulturelle grænser ophæves," siger Grossfeld.

Hverken han eller Gail Tilden har dog haft nogen indflydelse på fænomenets udvikling i USA, omend mange meget gerne vil gøre dem ansvarlige, som de kommercielle kræfter de er.

Det mest yderliggående eksempel fra staterne er dét, om en ni-årig dreng, som stak en kammerat ned for at få fingre i det Pokémon samlekort, han manglede i sin samling.

"En meget uheldig episode, som vi ingen kontrol har over," siger Gail Tilden, og skynder sig til at tilføje, at Pokémon kan tilskrives mange positive ting, såsom at tilhøre et fællesskab, hvor sjov og fascination er nøgleord. Og død ikke eksisterer.

"Det er en utrolig vigtig del af hele konceptet, at ingen dør, men kun bli'r slået bevidstløse. Det budskab finder vi essentielt. Pokémon er dine venner, og kampene er kun en konkurrence, og ligesom i alle andre sportskonkurrencer, skal atleterne (altså Pokémonerne, red.) hvile ud bagefter."

I USA mener man også, at Pokémon fanatikerne skal hvile ud. Derfor har man i 32 ud af 50 stater forbudt såvel spillet som enhver Pokémon-genstand i skolerne.

Og her er vi kun lige startet. Vær beredt!