Sacachispas er nok et fodboldhold, du aldrig har hørt om.
Holdet ligger i fjerdebedste række i Argentina, hvor de så til gengæld ligger suverænt nummer et.
Tirsdag spillede de pokalkamp mod Arsenal Sarandi - et hold, fra den bedste række i Argentina, der godt nok ligger sidst i rækken, men stadig spiller på øverste niveau.
Den pokalkamp fik lov til at starte med et mere spektakulært syn. Her troppede Sacachispas-spillerne nemlig op til det obligatoriske holdfoto inden kampen, men de havde lige valgt at påføre sig diverse superhelte-masker.
Således var det altså Spiderman, Batman, Darth Vader og et par udefinerbare andre karakterer, der skulle møde storholdet. Og det må have givet en eller anden form for magiske kræfter eller lignende, for efter 1-1 i ordinær spilletid formåede de undertippede fra fjerde division at vinde i straffesparkskonkurrence.
Men hvorfor? Tja. Hvorfor ikke?
Hvis du i øvrigt er til andre fodboldspillere, der godt kan lide at iklæde sig masker - så vil du være ganske glad for Dortmunds Pierre-Emerick Aubameyang. Læs mere om det her.
