Franske Paul Pogba smider et nyt billede på Instagram, der fortæller om hans fremtid. Og så alligevel.

Når man ser på Paul Pogba, der lige nu er på ferie i USA, så ligner han ikke en mand, der har travlt. Alle spekulationer om hvorvidt hans fremtid ligger i Torino, Manchester eller et helt tredje sted, ser ikke ud til at bekymre ham.

Flittigt deler han ud af sine ferieoplevelser med Romelu Lukaku, den tidligere NFL-stjerne Chad Johnson, bedre kendt som Chad Ochocinco, og så sin agent, Mino Raiola, der har trådt mere ind i spillet om Pogbas fremtid, end en agent normalt vil gøre.

Han kræver nemlig et vanvittigt højt honorar for sin rolle i sagen. Det kan du læse mere om her.

Mandag aften dansk tid lagde Pogba så et billede op fra sin ferie, hvor han sidder i poolen sammen med Raiola. Og her forsøger Pogba tydeligvis også at mane hele sagen til ro.

»Vi siger det hele ved ikke at sige noget overhovedet,« skriver Pogba i opslaget.

Selvom citatet er faretruende tæt på en popsang af Ronan Keating, så er det svært at finde ud af, hvad Pogbas melding egentlig betyder. Er han bare så rolig omkring og tilfreds nok med at være i Juve? Eller er det et bluff for at lægge pres på United?

I sidste uge meldte flere medier, at Pogba til United var sikker. Det afviste Raiola med det samme, ved på Twitter at skrive: »Blah, blah, blah, intet er lukket.«

Det Real Madrid-venlige medie AS mener dog at kende til årsagen bag Pogbas nylige Instagram-billede. Ifølge dem venter Pogba på, at Real Madrid blander sig i kampen. Indtil da har han ikke travlt.

Om det er spansk ønsketænkning eller sandheden - det ved kun Paul Pogba. Og Mino Raiola.