En leder på plejehjemmet Nybodergården i København er blevet fritaget for tjeneste, efter at det er kommet frem, at en 91-årig dement kvinde er blevet voldtaget flere gange af en mandlig beboer.
Der er tale om afdelingslederen på den afdeling, hvor den ældre, demente kvinde bor. Lederen er i første omgang fritaget for tjeneste, så længe sagen undersøges.
- Jeg kan bekræfte, at der er en leder, der er fritaget for tjeneste, siger Dorte Dahl, der er områdechef i Københavns Kommune og har ansvaret for syv plejehjem, bl.a. Nybodergården.
Igennem fire måneder blev den 91-årige kvinde udsat for mindst syv-otte seksuelle overgreb, inden ledelsen endelig greb ind.
Læs også:
Allerede efter første overgreb i oktober sidste år blev der gjort opmærksom på, at noget var galt.
Efter episoden ønskede personalet at skrive i den ældre kvindes journal, at hun havde været udsat for et seksuelt overgreb, men ledelsen mente, man skulle nøjes med at skrive, at de to blot havde ’hygget sig’, og at der var tale om ’et kæresteforhold’.
Sygeplejerske ikke velkommen
En medarbejder, sygeplejeske Christa Heister, fik efter at have udtalt sig til BT besked på, at hun ikke behøvede at komme på arbejde. Hun er ikke fyret eller fritstillet. Hun er bare ikke velkommen. I første omgang indtil ledelsen og tillidsmanden kan mødes og drøfte sagen.
Hun er imidletid ikke den eneste ansatte, sagen har været hård ved. BT erfarer, at sagen har haft store personlige omkostninger for flere nuværende og tidligere ansatte. Nogle ansatte er fyret, andre er gået selv.
Omtalen af sagen har fået politiet til at gå ind i sagen.
Sagsbehandlingen er overgået til Københavns Politis Advokatur for Personfarlig kriminalitet.
- Vi er ved at undersøge sagen, da vi har fået en anmeldelse, vi ikke har kunnet sidde overhørig, fortæller advokaturchef Dorit Borgaard.