Plastvirksomhed forbereder sag i Arbejdsretten
Plastvirksomhed forbereder sag i Arbejdsretten
Plastvirksomhed forbereder sag i Arbejdsretten
Plastvirksomheden Ikadan i Ikast, der i 13 måneder blev blokeret af SiD i en overenskomst-kamp, forbereder sig til endnu et slag i Arbejdsretten.
Den 9. marts mødes Ikadan med SiD i Arbejdsretten.
- Vi ønsker at få bevist, at SiD gik langt ud over at bruge rimelige midler for at få en overenskomst, siger Ikadans direktør Bjarne Kongsgaard til Ritzau.
Desuden vil han forsøge at få overenskomsten kendt ugyldig, når sagen skal i Arbejdsretten. Bjarne Kongsgaard har flere gange påpeget, at han skrev under på overenskomsten med SiD i januar 2000 "under tvang."
Konflikten begyndte den 23. november 1998, fordi virksomheden ikke ville tegne overenskomst. Ikadan havde i forvejen en overenskomst med Den Kristelige Fagbevægelse, og derfor så Bjarne Kongsgaard ingen grund til også at indgå overenskomst med SiD.
/ritzau/