Har du været i Rema eller Kiwi for at købe sæsonens første pølse til grillen, er der god grund til at tjekke pakningen en ekstra gang.

Tulip har nemlig fundet små stykker blødt, sort plastic i to pakker pølser.

Der er tale om bayerske pølser fra Steff Houlberg produceret 24. apil med holdbarhed til 24. maj. Pølserne, der kommer i 435 grams pakker, er udelukkende solgt i Rema 1000 og Kiwi, og fundet får nu Tulip Food Company til at tilbagekalde hele partiet.

- Det er en meget lille mængde plastic, men vi bliver nødt til at tilbagekalde alle pakker, hvor der er risiko for, at det kan være i, siger kommunikationschef i Tulip Rune Jungberg Pedersen.

Plaststykkerne kommer fra det plastic, der skal skærme over råvarerne, inden de kommer i pølsefarsen.

Der er tale om en »beklagelig, menneskelig fejl«, og procedurerne vil nu blive indskærpet over for medarbejderne.

- Det første, vi gør, er at indskærpe de procedurer, vi har. For som udgangspunkt skal det ikke kunne lade sig gøre. Nu er det er sket alligevel, og så er det klart, at man ser på, om der er noget, man kan gøre bedre, siger Rune Jungberg Pedersen.

Han understreger, at det ikke er farligt at spise de sorte plaststykker, men Tulip anbefaler alligevel, at man afleverer de pågældende pakker tilbage, hvor man købte dem og får pengene retur.