Plan kan sende Livgarden til Vordingborg
Hvis værnepligten suspenderes, skal Livgarden til Vordingborg Kaserne. Det foreslår Forsvarskommandoen i en spareplan. der er ved at blive skruet sammen.
Hvis værnepligten suspenderes, skal Livgarden til Vordingborg Kaserne. Det foreslår Forsvarskommandoen i en spareplan. der er ved at blive skruet sammen.
Hvis værnepligten suspenderes efter udløbet af indeværende forsvarsforlig i 2015, skal Livgarden rømme sin kaserne i Høvelte i Nordsjælland og rykke ind på Vordingborg Kaserne. Samtidig skal Hærens logistikcenter, Danilog, rykke fra Vordingborg til Aalborg, skriver Berlingske.
Sådan lyder Forsvarskommandoens forslag til politikerne i den spareplan til tre milliarder kroner, som netop nu er ved at blive skruet sammen, erfarer Berlingske fra centralt placerede kilder. Livgardens Vagtkompagni, der står for vagttjenesten ved de kongelige slotte, skal blive på Gothersgade Kaserne i København. Men ifølge Berlingskes kilder skal størstedelen af Livgardens personel rejse til Vordingborg, mens logistikcenteret, der har ansvaret for at forsyne soldater på internationale missioner, skal flytte sammen med Trænregimentet i Aalborg.
Det er forsvarsminister Nick Hækkerups (S) ønske om at suspendere værnepligten, der har sat skub i flytteplanerne. Hvis forsvaret kan undlade at uddanne flere tusinde værnepligtige årligt, som der ikke er brug for efterfølgende, kan forsvaret spare mellem 300 og 700 millioner kroner samt adskillige tusinde sengepladser på landets kaserner. Og da der i forvejen er kø til at aftjene værnepligt, forventes det ikke at blive et problem at skaffe tilstrækkelig tilgang af nye soldater.
Men muligheden for at miste Livgarden bliver mødt med protester af Allerøds borgmester, Erik Lund (K).
- Jeg kan ikke forestille mig, at Livgarden skal flytte så langt fra vagttjenesten på Amalienborg og Fredensborg, siger han.
Men skulle det blive alvor, skal Høvelte inddrages til boligområde. Et nyt flygtningecenter i Allerød Kommune kommer ikke på tale.
- Vi har allerede Sandholmlejren, og det er rigeligt. Allerød skal ikke gøres til en flygtningelejr, siger han.
Ud over Sandholmlejren huser Nordsjælland flygtninge i den forladte Sjælsmark Kaserne. Hørsholm har netop besluttet, at den tidligere kaserne skal ophøre som asylcenter fra nytår, hvorefter forsvaret vil sælge den.
I Livgarden vil en flytning til Vordingborg ifølge regimentschef oberst Lasse Harkjær »udløse et ramaskrig«, fordi en stor del af regimentets ansatte er bosat i Nordsjælland.
Livgarden uddanner i dag knap 1.000 værnepligtige om året, og ifølge Lasse Harkjær vil en suspension af værnepligten fordyre vagttjenesten ved de kongelige slotte med 150-200 millioner kroner, hvis vagttjenesten skal udføres af fast- eller kontraktansatte soldater i stedet for værnepligtige.
- Jeg kender ikke ræsonnementet bag forslaget om at flytte os, men hvis vagttjenesten stadig skal opretholdes, og hvis vi skal uddanne soldaterne til vagttjenesten, giver det ikke mening at flytte til Vordingborg. Det vil også fordyre den daglige transport mellem Livgardens Kaserne og vagtkompagniet i Gothersgade, siger han.
Ifølge Berlingskes oplysninger har det spillet en rolle i Forsvarskommandoens overvejelser, at politikerne næppe vil tillade Danilog at flytte fra Vordingborg og lukke kasernen i den lille provinsby. Danilog er inddraget i analysearbejdet om flytning af regimentet, men Danilogs regimentschef, oberst Flemming Mathiasen, vil ikke udtale sig om planerne på nuværende tidspunkt.
Venstres forsvarsordfører, Troels Lund Poulsen, har dog ikke tænkt sig, at værnepligten skal suspenderes.
- Vi er lodret imod. Vi holder fast i indeværende forsvarsforlig, og når der skal indgås et nyt, er vi tre partier, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti, der ønsker værnepligt. Den er afgørende for forsvarsviljen, også selv om der er mange, der melder sig frivilligt. Derfor vil vi slet ikke ind i de julelege med flytning af regimenter og lukning af kaserner, siger han.
I regeringsgrundlaget fra oktober sidste år fremgår det, at regeringen vil »af ressourcemæssige grunde allerede nu drøfte at suspendere indkaldelsen af værnepligtige med forligspartierne«. Ved sidste forsvarsforlig i 2010 besluttede partierne at iværksætte en undersøgelse af værnepligten, som ventes færdig om få uger. Forsvaret har ikke lagt skjul på, at hvis værnepligten suspenderes, stiger presset for at lukke kaserner, fordi der bliver brug for færre senge og færre folk til uddannelse. Regeringen ønsker forsvarsbesparelser for tre milliarder kroner, mens den tidligere regering annoncerede besparelser for to milliarder kroner.