Eden Hazard - Premier Leagues bedste spiller i den forgangne sæson og et af moderne fodbolds mest lysende talenter.
Men forventningerne om, at han skal blive en målscorer på lige fod med Messi og Ronaldo kan medier og eksperter godt pakke væk. I hvert fald, hvis man spørger hovedpersonen selv. I et befriende ærligt interview med Sport/Foot Magazine snakker belgieren om sine begrænsninger.
»Jeg spørger ofte mig selv, hvad jeg kan gøre for at blive som Messi og Ronaldo og score 50 eller 60 mål i en sæson,« fortæller Eden Hazard .
»Jeg prøver selvfølgelig, men jeg har indset, at jeg aldrig vil blive en rendyrket målscorer. Det ligger ikke til mig. Det er hovedsageligt mentalt - ved for eksempel ved stillingen 2-0 at tænke, det ikke er nok. Jeg tænker af og til stadig, efter et enkelt mål, 'det er nok'.«
»Jeg er ikke på jagt efter nogen rekorder som nogle andre spillere. Hvis jeg kan score mellem 15 og 20 mål hver sæson, så vil jeg være meget glad,« slutter Hazard af.
Den ydmyge tone kan måske også skyldes, at de forsvarende mestre fra Chelsea har fået en noget humpende start på sæsonen, hvor de allerede har tabt vigtigt terræn til den klub, der ser ud til at blive de alvorligste konkurrenter - Manchester City.