Retssagen om Oscar 'Blade Runner' Pistorius' drab på modelkæresten Reeva Steenkamp gik mandag i gang igen efter at have ligget stille i en uges tid på grund af sygdom.
Nu var det forsvarerens tur til at hive vidner ind, og den verdenskendte løber sad selv i vidneskranken mandag.
Derudover skulle en patolog forklare om den afdøde Reeva Steenkamps maveindhold for at finde ud af, hvornår hun sidst spiste inden hendes død klokken 03.
Derefter forklarede han med grådkvalt stemme i vidneskranken, hvor meget dødsfaldet af Reeva Steenkamp har påvirket ham, og at han ofte vågner midt om natten og kan lugte blod.
- Jeg er bange for at sove. Af flere grunde. Jeg har frygtelige mareridt, hvor jeg vågner og kan lugte blod. Jeg vågner i en tilstand af total angst, forklarede Pistorius og sagde, at han tager antidepressiver hver dag.
Det var forsvareren Barry Roux, der afhørte Pistorius, og han forsøgte at tegne et menneskeligt billede af sprinteren, så han ikke bare fremstår, som en mand der har skudt sin kæreste.
'Blade Runner' fortalte om sin opvækst, hvor faderen døde tidligt, og moderen på tragisk vis pludselig blev syg, røg i koma og mistede livet, da Pistorius kun var 15 år gammel. Sprinteren vidste ikke, at moderen var syg, før hun endte i koma.
Pistorius forklarede desuden om, hvordan en bådulykke ændrede hans liv.
I 2009 var han ude at sejle, men båden sank og den benløse sprinter fik smadret hele sit underansigt. Den uhyggelige episode blev en øjeåbner, og Pistorius begyndte at tage sin sport mere seriøst.
- Jeg følte nærmest, at jeg var ved at drukne i mit eget blod, fortæller Pistorius, der ikke husker så meget af ulykken.
Blade Runner fortalte også tidligere i afhøringen, at han arbejdede frivilligt sammen med den tidligere borgerrettighedsforkæmper Nelson Mandela, hvor de hjalp landmine-ofre i Mozambique.
Oscar Pistorius blev så rørt af hele forklaring om sit liv, at han fik retssagen stoppet tidligere end planlagt. Han forklarede, at han ikke havde sovet natten før, på grund af sagen.
Dermed mangler forsvareren, Roux, stadig at trække Pistorius igennem hele skudepisoden.
Muligt hul i Pistorius' forklaring
Inden Pistorius gik på, var det patologen Theo Botha, der skulle afhøres.
Han skulle gennemgå den afdøde Reeva Steenkamps maveindhold for at finde ud af, hvornår hun sidst spiste inden hendes død klokken 03.
Hans vidneudsagn skulle bruges til at finde ud af, om Pistorius har løjet om parrets sidste timer sammen, hvor sprinteren påstår, at han vågnede til lyden af en indbrudstyv, og kom til at skyde sin kæreste, da han troede, hun var tyven.
Pistorius har nemlig tidligere fortalt i retten, at kæresteparret gik sammen i seng klokken 22, og at han sov indtil lige før døds-tidspunktet klokken 03.
Naboer til Pistorius har dog tidligere påstået i retten, at de hørte et skænderi imellem Pistorius og kæresten omkring klokken 01 om natten, hvilket Pistorius benægter.
Hvis det viser sig, at Reeva Steenkamp har spist mad få timer inden hendes død - altså omkring klokken 01 - styrker det påstanden om, at parret var vågne klokken 01, hvor naboer mener, at de har hørt et skænderi, som kunne have ført til drabet