Oscar Pistorius brød tirsdag sammen under dagens retssag, hvor han tog sig til hovedet i gråd.
Det skete, da sprinterens egen forsvarer i retten udpenslede, hvordan Pistorius' daværende kæreste var blevet skudt i hovedet. Pistorius lagde hænderne bag hovedet og lænede sig for over, mens han græd. Et familiemedlem var dog hurtig til at give Pistorius en serviet, som han tørrede sine øjne i.
Retssagen mod 27-årige Oscar Pistorius kører på fuld drøn i Sydafrika i de her dage. Den tidligere paraolympiske guldvinder er tiltalt for at have skudt og dræbt sin kæreste - den 29-årige reality-stjerne Reeva Steenkamp - med fuldt overlæg i februar sidste år. Selv påstår OL-løberen, at drabet var en fejl, og at han fejlagtigt troede, at han skød en tyv, som var brudt ind i parrets hus.
Et af hovedpunkterne mandag var, at naboen Michelle Burger havde hørt skrig efterfulgt af skud. Oscar Pistorius' forsvarsadvokat Barry Roux påstår dog, at skrigene kom efter skuddene. Og tirsdag argumenterede han så for, at skrigene ikke kunne være kommet fra Reeva Steenkamp, da hendes hjerne havde taget for stor skade af skuddene.
- Vi vil få eksperter til at fastslå, at hun blev hjerneskadet efter skuddene i hovedet, og derfor ville det ikke være muligt for hende at skrige. Med skuddet i hovedet ville hun være kollapset med det samme, sagde Barry Roux i retten i tirsdag.
Dette blev dog for meget for den mordsigtede Oscar Pistorius, der altså brød sammen i retten, da Roux begyndte at tale om dette.
Dommeren stoppede retssagen tidligere end forventet tirsdag, da en tv-station viste et billede af et vidne. Sagen forventes genoptaget igen onsdag.