Urolighederne i Syrien bliver værre og værre. Det syriske regime har i den seneste uges tid dannet en jernring om byen Homs, hvor protesterne mod præsident Bashar al-Assad har været særligt store. Lørdag blev mindst syv dræbt i Homs, skriver Reuters.

Fredag spredte kampene sig til landets næststørste by Aleppo, hvor eksplosioner rettet mod militærbygninger slog mindst 28 ihjel, og lørdag blev en general skudt foran sit hjem i den nordlige del af hovedstaden Damaskus.

Pistolmænd havde tilsyneladende ventet på brigadegeneral Issa al-Khouli, da de skød og dræbte ham på åben gade. Syriens statslige nyhedsbureau SANA beskriver pistolmændene som »en bevæbnet terrorgruppe«.

Det er den hidtil mest højtstående officer i den syriske hær, der er blevet dræbt, siden modstanden mod præsident Assad og det syriske regime begyndte i marts sidste år. Generalen var desuden læge og hospitalsdirektør, skriver det syriske nyhedsbureau.

Ifølge Al Jazeera blev der også kæmpet i flere forstæder til Damaskus natten til lørdag, og urolighederne står i det hele taget på over det meste af landet. Ved byen Idlib tæt på grænsen til Tyrkiet skal desertører eksempelvis have dræbt mindst 10 soldater med håndgranater og vejsidebomber.

Volden har også ramt nabolandet Libanon, hvor mindst to personer er dræbt og flere er såret i den nordlige kystby Tripoli. Tripoli er domineret af sunnimuslimer, som primært støtter oprøret i Syrien, men byen er også hjemsted for en lang række libanesiske alawitter, der tilhører præsident Assads trossamfund,

Beboere siger til Reuters, at der er blevet affyret granater fra raketstyr fra den sunnimuslimske del af Tripoli mod kvarteret Jebel Mohsen, der huser byens alawitter. TV-billeder viser desuden gadekampe i byen.

- Vi støtter den syriske revolution i Libanon, og vi vil kæmpe mod shabbihaen, siger en bevæbnet mand til Reuters med henvisning til de Assad-tro militser.

På Christiansborg efterlyser både Venstre og Konservative en plan for Syrien fra den danske regering, der i øjeblikket har EU-formandskabet.

- Vi mangler en klar plan. Men jeg mener ikke, vi skal trække nogle ambassadører hjem, før det er en EU-beslutning. For hvem i alverden skal så aflevere bekymringerne til Syrien. De læser jo ikke vores aviser. Og så har vi øjne og ører på stedet, hvis ambassadørerne er der, siger Per Stig Møller (K).

- Jeg mener, EU og den arabiske liga skal sætte sig sammen for at lave en fælles aktion mod Syrien og udvide forbuddet om indrejseforbud mod Assads nærmeste kreds og indefrysninger af disse menneskers bankkonti, så omgivelserne omkring ham begynder at sige til Assad, at det her kan vi ikke leve med, siger han.

Hos regeringspartiet Socialdemokraterne understreger udenrigsordfører Jeppe Kofod, at den danske regering er opmærksom på den meget alvorlige situation i Syrien.

- Det er vigtigt, at vi arbejder på en stærk fælles EU-holdning over for Syrien, og regeringen vil gerne have strammet sanktionerne efter den sidste uges tiltagende vold. Vi vil også meget gerne støtte Syriens nabolande i deres bestræbelser på at isolere Assad og kræve hans afgang. Så vi skal gå sammen med den Arabiske Liga og Tyrkiet. For som Assad behandler sin befolkning på, er han ikke legitim som leder, siger Jeppe Kofod.

En FN-resolution, der skulle ramme det syriske regime økonomisk, få præsident Assad til at afgive magten og på sigt sikre demokrati i Syrien, blev for nylig nedstemt, da Kina og Syrien nedlagde veto i FNs Sikkerhedsråd.