Piskesmældsofre får antagelig nu mulighed for at blive behandlet på private centre. Ifølge dagbladet Aktuelt er den samlede forsikringsbranche langt fremme med konkrete planer om at lade personer med piskesmældsskade blive behandlet på Skodsborg Kurcenter og andre private behandlingscentre.

Baggrunden er, at op mod 5000 danskere hvert år pådrager sig den meget smerftefulde lidelse og at forsikringsselskaberne har en udgift på en halv milliard kroner til behandling alene på dem, der er ramt på grund af færdselsuheld.

Et udvalg under Rådet for Forsikring og Pension har i knap et halvt år arbejdet med forslaget. Udvalget repræsenterer 80 pct. af forsikringsbranchen, herunder store selskaber som PFA, Danica, Codan m.fl.

Det nye forslag betyder, at selskaberne meget hurtigt griber fat i folk, når de har fået piskesmæld. Sammen med den enkelte patient vil vil selskabet lægge en behandlingsplan i privat regi, hvor folk kan blive genoptrænet og få hjælp fra socialrådgivere, psykologer og andre eksperter.Selskaberne håber både at kunne begrænse antallet af tilfælde med varige mén og i det hele taget reducere erstatningernes størrelse.

/ritzau/