Det kom som et chok for Caroline Wozniacki, da Rory McIlroy 21. maj ringede hende op og i løbet af en få minutter lang samtale meddelte, at forholdet med øjeblikkelig virkning var slut og at det planlagte november-bryllup var aflyst, selvom invitationerne til de mere end 100 indbudte var sendt ud et par dage tidligere.
Alverdens tennisjournalister har siden spekuleret i, hvorvidt den danske tennisspiller, der i disse dage spiller med i Wimbledon, stadig er på talefod med den nordirske golfspiller.
BT kan torsdag afsløre, at dette ikke er tilfældet.
- De har ikke talt sammen siden bruddet. Mere har jeg egentlig ikke at sige om sagen. Den er dybt personlig. Men jeg forstår udmærket, at det er noget, der bliver talt om i tenniskredse. Den måde som han gjorde det forbi med Caroline på, var efter min mening meget utraditionel. De fleste lærer derhjemme, hvordan man opfører sig korrekt overfor andre mennesker. Det er åbenbart det, som han har lært, siger hendes far, Piotr Wozniacki med slet skjult skuffelse.
Samme melding lyder fra Caroline Wozniackis amerikanske agent John Tobias.
- Jeg taler med Caroline næsten hver dag, og er vidende om, at hun ikke har talt med McIlroy siden bruddet blev offentliggjort, siger John Tobias.
Til gengæld ved han ikke, hvorvidt Caroline Wozniacki og Rory McIlroy har ting, der skal deles. Dette kan være tilfældet. For når de har været sammen, har de opholdt sig under samme tag vidt forskellige steder som Monte Carlo, New York og Miami.
- Det er ikke noget, jeg er orienteret om, siger John Tobias.