KOMMENTAR

Formel-1-sæsonen 2015 er igang. Det var business as usual i Melbournes Albert Park, hvor Mercedes dominerede i Australiens Grand Prix. Men for Kevin Magnussen i McLaren-Honda var forskellen fra sidste år til at få øje på.

For 12 måneder siden debuterede han i Formel 1 ved at kvalificere sig til anden startrække og køre et forrygende løb, der resulterede i en sensationel andenplads. I år begyndte han fra sidste række og udgik på opvarmningsrunden. Og alligevel er Magnussen i dag en langt bedre Formel 1-kører, end for 12 måneder siden.

Én sæsons erfaring har gjort ham teknisk mere velfunderet, bedre til at ' læse' løbene og stærkere i nærkampe. Magnussen leverede i Melbourne en flot weekend under svære betingelser. Han kom til Australien med bare 180 kms test-erfaring i McLarens 2015-model MP4-30 og efter en vinter, hvor hans fremtid i teamet har været til revision. Alligevel var han omgående på niveau med sin erfarne teamkammerat, Jenson Button, (der havde kørt over 1000 km i MP4-30eren i vintertestene).

Med biler, der sjældent kørte bare nogenlunde uproblematisk samtidigt, var det svært at sammenligne de to McLaren-kørere. Det bedste sammenligningsgrundlag kom i lørdagens FP3-træning, hvor Magnussen og Button kørte henholdsvis 14 og 13 omgange. Her var danskeren næsten 3/ 10 sekund hurtigere end englænderen -en ganske tydeligt understregning af 2014-styrkeforholdet mellem de to McLaren-kørere: Når han er fri for det mentale pres, der prægede sidste del af 2014-sæsonen, er Magnussen hurtigere end Button.

Til gengæld trak crashet i fredagens FP2-træning ned i Magnussens karakterbog. Men det hører med til bedømmelsen, at risikoen for oversatsninger stiger voldsomt, når man sender en kører ud en i en grandprix-weekend med minimal testerfaring. Det ved McLaren-ledelsen, der også er klar over, at Magnussen med en sund motor havde slået Button i kvalifikationen.

I forhold til resten af feltet var McLaren-kørerne kun statister i Melbourne. Som jeg forudsagde i sidste uge, skruede Honda - i et forsøg på at få motorerne til at holde - ned for effekten. Hvis nogen er i tvivl om, hvor svag Honda-motoren var i Albert Park, kan de kikke på topfartsmålingen under kvalifikationen: Williams-Mercedes' Valtteri Bottas var hurtigst med 329,0 km/ t -Button og Magnussen langsomst med henholdsvis 312,8 og 312,5 km/ t.

Forklaringen på de tunede motorer handlede officielt om temperatur: Efter vinter-testene i Europa, hvor termometeret sjældent rundede 15-18 grader, var der op til 22-25 grader i Melbourne. Man kan kun spørge sig selv, hvordan det vil gå Honda-motorerne om 14 dage i Malaysia, hvor temperaturen nærmer sig 40 grader. Og så er Honda-motoren alt for tørstig. Det kan godt være den mangler hestekræfter - til gengæld bruger den masser af benzin. Pinligt...

Honda - pg dermed McLaren -er også ved at indse, at det er en fejl kun at satse på et team. Udviklingsarbejdet med den nye motor går naturligvis langsommere, når den kun testes i to biler. Da Mercedes, Renault og Ferrari i 2014 udviklede deres nye turbomotorer, skete det i henholdsvis otte, otte og seks biler. Erkendelsen af, at der skal endnu et Honda-team på banen i 2016, øger Kevin Magnussens håb om et fulltime Formel 1-job betydeligt, for danskeren og de japanske motorer kan blive udbudt som en combo-løsning.

Gennem hele weekenden har både Magnussen og Button på skift udtalt, at problemet ikke er McLarens MP4-30 model.

»Når man kører bilen, tror man, vi var hurtigere. Den føles god,« sagde danskeren for eksempel efter kvalifikationen.

Jeg er bange for, at der her er tale om PR-spin - om at virke positiv i en meget negativ situation. For virkeligheden er, at det er for tidligt at udtale sig om MP4-30s potentiale: En racerbil viser kun sin sande styrke, når den køres tæt på grænsen - når den er oppe og snuse til de omgangstider, der giver pole position. Dér har McLaren MP4-30 på grund af den svage Honda-motor slet ikke været endnu.

Jeg siger ikke, at McLaren MP4-30 er endnu en skodracer i slipstrømmen på MP4-28 og MP4-29, der i 2013-14 kørte tilsammen én podie-placering hjem (Magnussen i Melbourne 2014). Jeg siger bare, at det er for tidligt at konkludere, at dén del af McLarens 2015-pakke i det mindste fungerer. Men jeg forstår selvfølgelig godt, at man fremhæver de lyspunkter der - måske - er.

I alle tilfælde var det godt, at Kevin Magnussen fik mulighed for at understrege, at han hører hjemme i Formel 1. Indtil Fernando Alonsos test-crash på Circuit de Catalunya, virkede det som om, McLaren havde glemt ham, men nu er han bogstaveligt talt tilbage på banen. Og jeg hører fra flere sider, at der er gode chancer for, at han også kører i Malaysia om 14 dage: Med udsigt til en McLaren-Honda, der på grund af de højere temperaturer i Kuala Lumpur kan være endnu mindre konkurrencedygtig end i Melbourne, er det ikke sikkert, Alonso har så frygteligt travlt med at gøre comeback.

Officielt er det bilsportsforbundet, FIAs læge, der torsdag i Malaysia skal checke Alonso og give ham starttilladelse. Uofficielt vil McLaren og Alonsos læger lave deres egne check i Europa - de vil kun sende spanieren til Kuala Lumpur, hvis han er sikker på at komme til start.

Kevin Magnussen flyver i alle tilfælde til Malaysia. hvor der, uanset hvem der sidder bag rattet, er lagt op til en ny, pinlig McLaren-Honda-weekend.