Skønheden sidder i øjet på beskueren...
I sidste uge fik skuespillerinden Gwyneth Paltrow den lidet flatterende titel - Hollywoods mest irriterende person - af magasinet Star.
Det 40-årige sundhedsapostel, der bl.a er aktuel med livsstilsbogen, 'It's All Good', hvor Paltrow beskriver, hvordan kulhydrater opfattes som fandens værk i skuespillerindens helsefanatiske husholdning, pirkede angiveligt så meget til læsernes dårlige samvittighed med sine opskrifter på det perfekte (puritanske) liv, at hun snuppede førstepladsen fra kollegaen Kirsten Stewart (sidste års vinder), der blev nummer to.
Gwyneth Paltrows nyfundne status som Stars persona non grata i Hollywood afløses nu af en hæder, der nok skal få det brede smil frem hos 'Iron Man 3'-stjernen.
Magasinet People har lige løftet sløret for bladets årlige 'PEOPLE's 2013 Most Beautiful List', hvor Hollywoods smukkeste kvinder kåres. Og årets smukkeste kvinde (ifølge People) er ingen ringere end Stars mest irriterende - Gwyneth Paltrow.
Troede det var en joke
- Da jeg først hørte, at jeg skulle være på forsiden af Peoples 'most beautiful' udgave, så troede jeg helt ærligt at nogen drillede mig. Jeg var nødt til at genlæse mailen tre gange. Jeg havde det sådan, at dette kan ikke være rigtigt, jeg er blevet ordblind, jeg læser det ikke rigtigt!, siger årets smukkeste kvinde til People.
Det er første gang at Gwyneth Paltrow, der udover skuespilkarrieren også driver sundhedssitet/shoppen www.goop.com, ejer en række fønsaloner (David Babaii Blow Dry Bar) sammen med hårstylisten David Babaii og træneren Tracy Anderson, er ansigt for Estée Lauder, Boss Nuit parfume og Max Factor, indtager Peoples prestigefyldte førsteplads. En sejrsskammel, som den turné-aktuelle sangerinde, Beyoncé, tronede på i 2012.
SE LISTEN: HER ER HOLLYWOODS SMUKKESTE KVINDER
Nyt syn på skønhed
Til People bedyrer Paltrow, at hun føler sig smukkest, når hun tilbringer tid i familiens skød (gemalen Chris Martin og børnene Apple og Moses) iført jeans, t-shirt og uden makeup.
{embedded type="node/polls" id="25345244"}
- Min opfattelse af skønhed har ændret sig efter at jeg er blevet ældre. Jeg ser nu hvordan skønhed - uanset hvor klichefyldt det end lyder - virkelig kommer indefra. Når man sidder sammen med en, der har ægte visdom og indsigt, så ser de pludselig meget fysisk smukke ud. Jeg tror da jeg var yngre, der forbandt jeg mere skønhed med en Barbie dukke, og nu har jeg en helt anden definition!