Næste gang du som passager skal ud at flyve, skal du tænke dig godt om, advarer formanden for de danske piloter, Lars Bjørking. Kommer EUs luftfartssikkerhedsagentur, Easa, igennem med et nyt regelsæt for piloters arbejdstid, er Lars Bjørking ifølge Politiken onsdag ikke i tvivl om, hvad konsekvensen er.

- Så bliver det farligere at flyve, fordi risikoen for ulykker vil stige, siger han.

Lars Bjørking og hans pilotkolleger i resten af Europa er fortørnede over, at Easa har valgt at ignorere anbefalinger fra tre uafhængige eksperter, som Easa selv havde udpeget til at sikre, at de nye arbejdstidsregler hviler på et videnskabeligt og sikkerhedsmæssigt forsvarligt fundament. Piloterne beskylder Easa for at have bøjet sig for pres fra trængte flyselskaber, som ifølge piloterne nu mere tænker på at tjene penge end på at sikre flysikkerheden.

For eksempel anbefalede eksperterne uafhængigt af hinanden, at piloter højst må arbejde i 10 timer i træk, hvis der er tale om en natteflyvning. Eksperterne henviste til videnskabelige studier af virkningen af nattearbejde. Alligevel lægger Easa ifølge Politiken i sit udspil op til, at piloterne som udgangspunkt kan arbejde i 11 timer om natten med mulighed for op til en times forlængelse i særlige tilfælde. I dag må piloter maksimalt arbejde 11 timer og 45 minutter om natten.

- Selv efter kort tid bliver piloter på natteflyvning trætte. Hvis de arbejder mere end 10 timer, øger det risikoen for, at de begår fejl, som kan føre til ulykker, siger Mick Spencer, som er en af de tre eksperter, Easa havde bedt om anbefalinger. Han er over for Politiken uforstående over for Easas fremgangsmåde.

- Easa har ignoreret de fleste af anbefalingerne i min rapport. I særlig grad har Easa ikke anerkendt de problemer, der opstår ved flyvning om natten, siger han..

En talsperson for Easa, Savina Zakoula, ønsker ikke at svare på, hvorfor Easa ikke har fulgt anbefalingerne.

- Vi er i gang med en proces, og vi vil først senere på året fremlægge vores endelige forslag, som så skal forhandles af EU’s transportministre. Men vi vil ikke gå på kompromis med flysikkerheden, siger hun til Politiken.

BNB