Pigernes forældre er stærkt chokerede. B.T. talte sent i aftes med moderen til den 13-årige pige.

"Jeg er dybt rystet, og jeg var så gal, at jeg græd, da jeg spulede pigerne. Så sent som i sidste weekend, da nogle andre forældre fandt flasker med lightergas, forklarede jeg dem, at de skulle lade være med at sniffe, hvis de ikke ville ende på en psykiatrisk afdeling.

Og så sker det her. Men hvad kunne vi gøre? Vi vidste ingenting," siger moderen, som sent i aftes fik ud af sin ulykkelige datter, at hun før ulykken havde suget lightergas ned i lungerne tre til fire gange.

Første gang skete det ifølge B.T.s oplysninger på en ungdomsskole.

"Min datter syntes, det var træls. Hun gjorde det vist mest for at være med i gruppen, hvor de må have gejlet hinanden op.

Hun har i hvert fald forklaret mig, at hun blev omtåget men også fik ondt i hovedet og i maven, når hun sniffede," fortæller moderen til den 13-årige. Hun ønsker at være anonym af hensyn til pigerne.

Pigerne måtte i aftes have sovepiller for at få fred for smerterne under indlæggelsen på ortopædkirurgisk afdeling ved Horsens Sygehus.

En pige var så medtaget af brandsår, at hun må sidde i kørestol, mens et par af pigerne med en mors ord ligner "misfostre". Deres ansigter skæmmes af blærer, vædskende brandsår og udposninger ved øjnene.

Det var heller ikke et kønt syn, der mødte de første øjenvidner efter eksplosionen i Rådhusgade i Horsens.

"Det var ikke rart. Pigerne havde store smerter og var fuldstændig paniske," siger Hans Hoffmann, vagthavende hos Horsens Politi og øjenvidne til pigernes desperate kamp for at slukke ilden i deres hår og nylon-overtøj.

De tre veninder, der ikke er kendt som stofmisbrugere og ikke har forbindelse til det kriminelle miljø, låste sig tirsdag ved 17-tiden inde på et af de hermetisk lukkede dametoiletter for at eksperimentere med at sniffe lightergas.

Med sig havde de to trykflasker med hver 300 milliliter lightergas. Begge flasker var tomme efter ulykken, så pigerne må have indtaget store mængder af den euforiserende gas.

Efter ulykken virkede de dog ikke særligt stofpåvirkede. Det kan skyldes, at gas-rusen er meget flygtig, og at den blev overskygget af smerterne.

Ulykken skete, da en af pigerne ville tænde en cigaret. Luften i det lille rum var så mættet af lightergas, at gnisten i samme øjeblik sprang og forårsagede et øresønderrivende brag.

Øjenvidner beretter, at eksplosionen kunne høres flere hundrede meter væk.

De tre brændende piger kæmpede lige efter eksplosionen desperat for at komme ud.

Men først efter sekunder, der føltes som evigheder, lykkedes det dem i fællesskab at få døren op og løbe ud i Rådhusgade.

"Hjælp, vi brænder," råbte de til de forbipasserende fodgængere.

Betjente alarmeret af eksplosionen greb hurtigt fat i pigerne, der var omsluttet af flammer i håret og på deres nylonfrakker, og som skreg hjerteskærende af angst og smerte.

Huden var svært forbrændt og deres hår var smeltet og krøllet i nakken og over øjnene.

Pigerne havde trods smerten og chokket åndsnærværelse nok til at smide de glohede og halvt smeltede frakker fra sig, før de blev hjulpet ind på politigården.

Betjente hjalp dem her med at dulme smerterne under bruseren, indtil de rystende af kulde blev kørt til skadestuen i hver deres lægeambulance.

Jes Erin-Madsen, ekspert i brandsår og overlæge på sygehusets ortopædkirurgiske afdeling, oplyste i går, at pi gerne alle har pådraget sig 1., 2. og muligvis også 3. gradsforbrændinger.

De meldes alle uden for livsfare, men Jes Erin-Madsen kan endnu ikke afgøre, om det bliver nødvendigt at transplantere hud. Det er også umuligt at forudse, om de får varige mén af skaderne.

Pigerne ventes ikke at blive udskrevet foreløbig.

En SSP-konsulent har i de seneste uger fundet adskillige halvtomme flasker med lightergas på ungdomsskoler i Horsens. Noget tyder derfor på, at gas-snifning har udviklet sig til et udbredt modefænomen blandt børn og unge.