Mens åbningsdebatten torsdag var i fuld gang, beordrede Folketingets formand Pia Kjærsgaard pludselig fire politikere ud af folketingssalen.
Årsagen? De fire politikere havde trukket en sort t-shirt over hovedet med teksten:
'Syrien - Aleppo - Bløder - #SaveSyria'.
Ifølge Folketingets Oplysning står der ikke direkte i Folketingets forretningsorden, at medlemmer ikke må iføre sig beklædning med politiske budskaber. Derimod er det op til formanden til enhver tid til at påtale medlemmernes opførsel.
Og det var, hvad Pia Kjærsgaard gjorde torsdag. Hun opfattede det som en demonstration, forklarer hun til nyhedsbureauet Ritzau.
{embedded type="node/polls" id="47580264"}
»Jeg kan beslutte, hvad jeg mener er rigtigt i forhold til orden i folketingssalen, og sådan er det. En demonstration i salen, det gør man bare ikke,« siger Pia Kjærsgaard, der er formanden for præsidiet.
»Der var først to med trøjer på, så var der tre, og så var der fire. Jeg kunne godt se, at det kunne udvikle sig til at blive til en – fredelig ja, - men dog en demonstration,« tilføjer hun.
Afviser en direkte udsmidning
De fire politikere - Naser Khader (K), Brian Mikkelsen (K) og de to Venstre-folk Jan E. Jørgensen og Jane Heitmann - følte sig bortvist fra salen, men til DR forklarer Pia Kjærsgaard, at der ikke var tale om en direkte udsmidning.
»Jeg bad dem om at tage trøjen af, og det er ganske almindelig orden derinde. Vi har så rig mulighed for at udtrykke vores holdninger på talerstolen. Det er derfor, at vi er politikere, og det er ikke i orden at sidde med t-shirts eller andre ting, der udtrykker et politisk synspunkt,« siger Pia Kjærsgaard.
De fire politikere kommer ikke til at mærke nogen konsekvenser af at have taget trøjer med politiske budskab om den humanitære situation i det borgerkrigsramte Syrien på.
De måtte alle komme ind i folketingsalen igen, efter de havde skiftet tøj.
»Og så har de jo nu fået den medieopmærksomhed, de har ønsket. Og skal vi ikke bare lade det blive ved det. Så er sagen heller ikke større,« siger Pia Kjærsgaard til TV 2.
Naser Khader fortæller til BT, at han undrer sig over formandens beslutning.
»Jamen, Alternativet gør det hele tiden (går med trøjer med budskaber på, red.), så det forstår jeg ikke. Det er et stille roligt humanitært statement, vi videreformidler,« siger han.
En af grundene til, at de tog trøjerne på netop i dag er, at debatten i folketingssalen torsdag kun kommer til at omhandle indenrigspolitik.
»Ingen siger noget om, at Danmark er en del af verden, og det der sker derude har konsekvenser for os. Så hvis vi ikke vil have flygtninge fra Syrien, så skal der indføres et flyforbud,« slår Khader fast.
Khader er dog enig i, at folketingssalen ikke skal bruges til alle mulige 'happenings', men han mener der er tale om en ekstraordinær situation.
»Jeg mener, vi holder os inde for rammerne. Det er et skøn som formanden foretager, for jeg kan ikke se noget sted i reglerne, at vi ikke må det her.«
Han kommer ikke til at drøfte sagen yderligere med Pia Kjærsgaard.
{embedded type="node/polls" id="47580264"}