Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, anklager regeringen for at angribe den danske velfærd. Det sker på Bornholm, hvor DF-formanden lørdag formiddag har indtaget Folkemødets talerstol.

- Særligt ønsker jeg at advare mod frontalangrebet på den danske velfærdsmodel. Gennem generationer har den dels været kendetegnet ved, at de bredeste skuldre skulle bære det tungeste læs, dels at alle danskere har de samme grundrettigheder til en lang række ydelser, siger Pia Kjærsgaard.

Det er særligt regeringens ønske om at sænke folkepensionens grundbeløb med 13.600 kroner for velstillede, der bekymrer DF-lederen.

- Angrebet på folkepensionen er en teknokratregerings første skridt til at ophæve den fælles velfærd. Det næste bliver måske, at overvægtige eller rygere selv skal betale for at få lægehjælp, fordi deres situation er selvforskyldt – eller at børn af velhavende lige skal betale lidt for at gå i skole, siger Pia Kjærsgaard.

Dansk Folkeparti forlod som bekendt skatteforhandlingerne med regeringen torsdag, blandt andet fordi partiet mener, at udspillet er socialt skævt. Den kritik fortsatte Pia Kjærsgaard fra talerstolen.

- Den røde regering har med forslaget til en skattereform til gengæld kvitteret med helt konkrete skel. Skel mellem de pensionister, som kan modtage pensionstillæg, og dem som ikke kan. Skel mellem de børnefamilier, der kan modtage fuld børnecheck, og dem som bliver straffet, fordi de er gift, siger hun og tilføjer:

- Det er usolidarisk. Det er et angreb mod grundpillerne i velfærdsamfundet.

I går talte blandt andre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og senere lørdag skal Lars Løkke Rasmussen (V) og Anders Samuelsen (LA) på talerstolen.

Folkemødet slutter søndag.