Martin Krasnik endte igen i en ophedet debat under et af sine interviews på DR2's Deadline mandag aften.

Denne gang var det Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard, som Krasnik grillede under et interview om, hvorvidt det er det samme at bære tørklæde og kalot i Danmark eller ej:

Du vil ikke finde dig i, at danske jøder ikke kan gå med kalot uden at blive chikaneret på gaden. Men negative reaktioner bør få en muslim til at overveje at tage tørklædet af. Hvorfor gælder der et princip for kalotter og et andet for tørklæder?

- Fordi diskussionen bunder i, at der desværre er en stigende antisemitisme i det danske samfund. Det er derfor, vi så den demonstration i lørdags til fordel for jøder. Jeg tror næppe, der ville komme en demonstration for kvinders ret til at bære tørklæde eller burka eller hijab i Danmark, for det er en helt, helt anden ting, svarede Kjærsgaard.

Hvorfor gælder der to forskellige principper?

- Fordi tørklædet er kvindeundertrykkende og bliver mere og mere udbredt i det danske samfund, svarer Pia Kjærsgaard, hvorefter Krasnik afbryder:



Det var bare ikke det, jeg spurgte dig om. Hvorfor skal jøden beholde kalotten på, hvis han bliver chikaneret eller mødt med skarpe reaktioner, mens kvindelige muslimer måske skulle overveje at tage tørklædet af, hvis hun bliver mødt med de samme reaktioner?

- Fordi kalotten symboliserer en religiøs overbevisning. Jeg opfatter tørklædet som en politisk manifestation, og det synes jeg, der er stor forskel på.

Du siger, det er sørgeligt, at det kan være farligt for jøder at bære kalot. Hvorfor siger du så ikke, at det også er sørgeligt, at kvinder ikke kan gå med tørklæde uden at blive overfaldet?

- Fordi jeg synes, at det at bære tørklæde i det danske samfund er fundamentalt forkert.

Pia Kjærsgaard slog igen og igen fast, at tørklædet for hende er udansk, kvindeundertrykkende og mere en politisk manifestation end et religiøst påbud - modsat kalotten.

Den tidligere formand for Dansk Folkeparti slog også fast, at hun tager afstand fra alle typer af chikane - uanset om det er mod jøder, muslimer, homoseksuelle eller andre.