Han står bag navne som Natasja, Wafande, Shaka Loveless, og Kaka. Nu er han for første gang alene på scenen, og hans første single er så fræk, at den er censureret. Tag med på besøg hos Pharfar.

Her lugter lidt af mandesved og for længst afdampet røg. På væggene hænger stribevis af platinplader, og på gulvet flyder kasketter, sodavandsflasker og udstyr. Der er tæpper for nogle af vinduerne, så dagslyset ikke forstyrrer.

Fra et af de små rum strømmer bløde rytmer i en lind strøm. Vi er i det allerhelligste. Pharfars studie på Amager, hvor der knokles mange timer om dagen. Pharfar, med det borgerlige navn Søren Schou, hitter i øjeblikket selv med nummeret ’La mig rulle dig’ - et nummer der er så fyldt med frække ord, at selv YouTube ikke vil afspille videoen. Der er flere sange på vej, men kan det overhovedet blive frækkere?

- Hvis det bliver frækkere, går det nok bare hen og bliver ulækkert, så nej, griner Pharfar og sætter sig i solen på tagterrassen, der følger med studiet.

Her kan han se ud over sit elskede Christianshavn, hvor han er vokset op og hvor han stadig holder til.

Og ’La mig rulle dig’ er ikke for børn. Det var i hvert fald ikke planen...

- Jeg sagde, at jeg ville lave noget for voksne. Og hvad sker der? Alle ungerne på syv år går og synger den sang, og spørger ’hva er fissekiggermænd?’

Og det er ikke kun børn, der synger med. Nummeret har lagt sig tungt på hitlisterne, og når Pharfar spiller på klubberne, bliver publikum – især pigerne – ellevilde.

- De vil have taget billeder med mig, have et kram og tager mig på røven. Ét sted stod en pige og råbte ’Pharfar, du er SÅ smuk!’ Da grinede jeg. Jeg er blevet kaldt mange ting i min karriere, men smuk? Det er jeg sgu ikke. Men jeg elsker opmærksomheden, det er det bedste stof i verden.

Bidt af Afrika

Som ung knægt troede han, at han skulle læse økonomi. Eller måske være grafiker. Men tre måneder i Afrika efter gymnasiet ændrede alt, og i Kenya blev han bidt af musikken. Da han kom hjem, droppede han alt andet. Pharfar ville lave hiphop. Men det gik ikke rigtig. Og da han altid har elsket reggae, traf han et vovet valg.

- Da alt andet kiksede, satsede jeg på reggaen, for det var der ingen andre, der lavede. Alle drillede mig. Som dj blev folk rasende, hvis jeg satte reggae på, de kunne ikke holde det ud! Men jeg blev ved, og så blev jeg god til det.

Og god blev han. Så god at han nu bliver kaldt dansk dancehalls godfather. Men det er nu et mærkat, han aldrig selv ville bruge.

- Da jeg begyndte, var jeg kongen af tre tosser på Christiania. Men jeg har været god til at se, hvad der ikke var på markedet.

Alene på scenen

Med hittet ’La mig rulle dig’ er det første gang, Pharfar står alene på scenen. Men succes er han ikke uvant med. Som en del af trioen Bikstok Røgsystem hittede han stort i 2005 med numre som ’Cigar’ og ’DKs koner’, og de hev en masse priser hjem.

Som producer for reggae-kometen Natasja kom endnu flere priser til, og klapsalverne ville ingen ende tage. Men ’Stokken’ gik fra hinanden, og Natasja blev dræbt i en ulykke på Jamaica. Og så kom nedturen.

- Der tænkte jeg bare ’fuck Danmark’. Alt var væk. Der var intet talent tilbage. Og musikbranchen er hård, pludselig er du helt ude.

Pharfar ryster posen

Redningsplanken blev vennen og makkeren Fresh-I. Han er god til at spotte nye talenter, og langsomt fik de to gang i musikken igen.

Sammen har de håndplukket og produceret kunstnere som Wafande (’Gi mig et smil’), Shaka Loveless (’Tomgang’) og den unge Kaka (’Reggaejam’), som alle har opnået enorm kommerciel succes.

Og den succesfyldte duo er konstant på udkig efter nyt blod. Pharfar selv har mere materiale på vej. Han lover endda, at han ikke kun vil synge om sex. Sådan da.

- De næste fire sange er i samme stil. Men så ryster jeg posen. Jeg krummer bare tæer, hvis jeg synger noget, der er for personligt og så hører det bagefter. Det er jeg ikke så god til. Det er sådan en som Shaka Loveless god til. Men det er ikke mig, jeg har det bedst i en rolle, som ikke er mig. Som Pharfar. Men det skal da prøves.

FAKTA: Pharfar-ordbog

1. Guldhummer
I ’La mig rulle dig’ synger du om en guldhummer – hvad er meningen?

- Det er noget dekadent, en romerstil. ’Nå ja, du har et guldur, jeg har en guldhummer!’

2. ’Kyllinger’?
- Det er bare kvinder, du ved, ’chicks’.

3. Fissekiggermænd?
- Det er de mænd, der bare står og glor på damer i klubben, men som aldrig får noget.

4. Dancehall
- Det er en undergenre i reggae. Det er mere elektronisk og med mere rap. Man kan sige, det er hiphop med melodier.