79-årige Lyda Lennard bevæger sig meget forsigtigt og gigtramt rundt i sin bolig, der mest af alt ligner et dansk kolonihavehus. Enhver med en halv lunge kunne knock out'e den gamle dame med et velplaceret pust. Men trods sin vaklende fremtræden taler enkefru Lennard med både sikkerhed og styrke.

"Jeg ved ikke, hvor mange gange Anna kom herover med en brækket arm, en forstuvet fod eller et ansigt, der var opsvulmet til uigenkendelighed. Jeg prøvede i alle årene at overbevise hende om at melde Peter til politiet. Jeg fortalte hende, at det ville gå galt en dag. Men hun var alt for bange til at gå til myndighederne.

Ole og Peter holdt hende i et perverst fængsel - både fysisk og psykisk. Hun havde ikke noget pas, det havde Ole gemt. Når de forlod huset, sørgede de for, at der ikke var nogle telefoner," siger Lyda, der stadig gemmer artiklerne fra dengang, veninden forsvandt.

"Anna var altid så betænksom. Hun bagte kager og tærte til mig. Og når hun fik sendt de specielle tyske småkager fra sin søster, delte hun altid med mig," smiler Lyda Lennard.

Den enlige kvindes hus, som hun deler med en lille sølvsprængt collie, ligger knap 100 meter længere nede ad grusvejen fra Lundin-huset. Og selvom andre i den lille by ivrigt udtrykker deres væmmelse ved Peter Lundin, slår ingen gamle Lyda i bramfrihed.

"Jeg tror, at han opfattede mig som en slags reservefaster. Han kom flere gange herover og bad om ting og tjenester, men i modsætning til hans bløde far sagde jeg altid nej.

Det fik ham en gang til at true mig på livet - han blev helt hysterisk, når han blev nægtet noget. Men selvom han stod ude på min lille veranda og skulede, vendte jeg bare ryggen til ham og gik roligt ind i stuen. Det tog ham nogle minutter at køle ned. Men så traskede han stille af," siger Lyda Lennard, der beskriver Peter som "tyvagtig og afstumpet".

Da retsagen imod Ole og Peter Lundin begyndte i 1993, var Lyda blandt politiets første og bedste vidner:

"Den gamle - det kaldte vi altid Ole - skulle have haft livsvarigt fængsel. Og sønnen skulle have været i den elektriske stol... han er ikke bedre værd," siger Lyda ligeud.

Og så taler hun igen om sin gode veninde Anna.

"Hun var en lille skrøbelig kvinde. Og al den snak om, at hun skulle have været alkoholiker og have misbrugt Peter, er noget vrøvl. Jeg så hende ikke fuld en eneste gang (det samme fastholder ægteparret Orrell, red.).

Nej, hun var bestemt offeret i den sag.

De bandt hende til stole. En gang rullede de hende ind i et gulvtæppe og efterlod hende i timevis. Og utallige gange skar og bankede de hende.

Og hvis du tror, at Ole var et hak bedre end Peter, så må du tro om igen. Han præsenterede bare sin ondskab anderledes - mere koldt og kalkuleret. Ole kunne se dig lige ind i øjnene og lyve. Og selvom han smilte, kunne du se selve djævlen i hans blik."

Da Anna Lundin forsvandt i april 1991, forsøgte Lyda Lennard flere gange at komme i kontakt med sin veninde. Men hendes besøg i Lundin-huset blev brutalt afvist.

"Hun er taget hjem til Tyskland - gå hjem," sagde Ole Lundin flere gange.

Men Lyda vidste, at noget var gået galt.

"Anna havde flere gange fortalt mig, at de havde truet med at slå hende ihjel. Men jeg kunne ikke stille noget op imod de to. Ikke andet end at vise dem, at jeg ikke var bange.

Psyko'er som dem lever af andres frygt. Og fra mig skal de ikke få den fornøjelse," siger Lyda Lennard.