Når atleter fra hele verden i næste uge samles ved OL i London, er PET til stede for at sørge for danskernes sikkerhed

Det er ikke kun toptrænede atleter, der deltager ved De Olympiske Lege i London. Når alle verdens øjne fra næste uge bliver rettet mod den engelske hovedstad og OL-by er Politiets Efterretningstjeneste ligeledes på plads for at sikre de danske sportsfolk i et tæt samarbejde med britiske sikkerhedsmyndigheder.

Den massive medieopmærksomhed gør nemlig London til et attraktivt mål for terrorister, som to gange tidligere i nyere tid har udset sig OL som mål for terrorhandlinger, oplyser PET.

Selvom terrortruslen i forhold til Danmark og danske interesser i udlandet er alvorlig, så vurderer PETs Center for Terroranalyse (CTA) ikke, at der er en særskilt trussel mod danske sportsfolk og tilrejsende tilskuere under OL i London.

- CTA vurderer, at det typisk vil være små grupper eller enkeltpersoner, som kan blive inspireret til at forsøge at gennemføre et terrorangreb i London, og at det i givet fald vil ske med relativt enkle midler, hedder det i en pressemeddelelse fra PET.

CTA vurderer, at de primære trusler i forbindelse med OL i London kommer fra almindelig kriminalitet eller ekstremistiske grupper eller miljøer, som muligvis vil benytte OL til aktioner eller manifestationer.

- Sammen med Dansk Olympisk Komité og den olympiske organisationskomité i London, LOCOG, skal PETs medarbejdere medvirke til, at de aktive idrætsudøvere og de tilrejsende danske gæster får de bedste sikkerhedsmæssige betingelser under deres ophold, skriver PET.