PET-agent dræbt af spritbilist
Den fodgænger, der tidligt lørdag morgen blev påkørt og dræbt af en spritbilist, var den 51-årige PET-agent Anders Dybdahl Nielsen.
Den fodgænger, der tidligt lørdag morgen blev påkørt og dræbt af en spritbilist, var den 51-årige PET-agent Anders Dybdahl Nielsen.
En 22-årig mand blev lørdag aften varetægtsfængslet i fire uger, efter en dødsulykke på Brederødvej i Frederiksværk, hvor han påkørte en 51-årig mand og kørte væk fra ulykkesstedet.
Den dræbte var den 51-årige PET-agent Anders Dybdahl Nielsen. Det bekræfter politiet overfor Ekstra Bladet.
Den 22-årige påkørte og dræbte den 51-årige fodgænger på vej hjem fra en aften i muntert lag. En prøve har afsløret, at den 22-årige var påvirket af spiritus.
Ved grundlovsforhøret lørdag kom det også frem, at den 22-årige i forvejen har fået frakendt sit kørekort på grund af spritkørsel. Ved ulykken kørte han 70 km/t på en strækning med en hastighedsbegrænsning på 40 km/t.
Efter at have påkørt den 51-årige stak den 22-årige af fra stedet og kørte hjem til sin mor. Først da han var gået til bekendelse overfor moderen, blev der slået alarm. Det var moderen selv, der efter at være kørt til ulykkesstedet, kontaktede politiet og fortalte at der lå en død mand.
Den 22-årige er sigtet for uagtsomt manddrab, spirituskørsel og for at køre for stærkt. Bliver han dømt for det hele står han formentlig til 1½ til to års ubetinget fængsel.