Personalet på krydstogtskib var »hjælpeløst«
Personalet havde problemer med at kommunikere og manglede overblik, da Costa Concordia forliste.
Personalet havde problemer med at kommunikere og manglede overblik, da Costa Concordia forliste.
Besætningen om bord på det forliste krydstogtskib Costa Concordia påtog sig ikke det fornødne ansvar, da skibet fredag aften gik på grund. Det siger flere af de overlevende passagerer. En passager beskriver blandt andet besætningens manglende overblik som »en scene fra Marx Brothers« (amerikansk komikergruppe, red.).
- Det var som at se Marx Brothers, da vi overværede deres forsøg på at finde ud af, hvordan de skulle håndtere båden, siger amerikanske Benji Smith til CNN.
Han var på bryllupsrejse med sin kone, og beskriver personalet som »hjælpeløst«.
- Jeg havde en følelse af, at selve katastrofen var til at håndtere. Men jeg havde en følelse af, at besætningen ville ende med at få os slået ihjel, forklarer han,
Mindst tre redningsbåde på luksuslineren kunne ikke anvendes til at bringe folk i land. Enten på grund af tekniske fejl eller fejl fra personalets side, fortsætter Benji Smith.
Andre passagerer har klaget over det hovedsageligt asiatiske personales manglende sprogkundskaber. De formåede ikke at ro over selve evakueringen, fordi de havde svært ved at kommunikere med passagererne, lyder kritikken.
- Det var fuldstændig panisk. Folk opførte sig som dyr. Vi måtte vente alt for længe i redningsbådene, forklarer den 47-årige Patrizia Perilli.
Skibets kaptajn blev lørdag anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab og for at forlade skuden, mens adskillige passagerer endnu ikke var blevet bragt i sikkerhed. Kaptajnen fastholder dog ifølge det italienske nyhedsbureau ANSA, at han og resten af besætningen blev om bord, til passagerne var i sikkerhed.