Eremitageløbet var Per Larsens første store udfordring i løbeskoene i midten af 90’erne.

Bortset fra et enkelt løb på grund af sin kræftoperation i 2008 har han været en del af motionsfesten i Dyrehaven lige siden.

– Jeg glæder mig hvert år til E-løbet og mødet med de mange tusinde glade mennesker i skoven, siger den 67-årige tidligere chefpolitiinspektør, som i dag er særlig rådgiver for Københavns overborgmester.

”Politiets venlige ansigt” har været igennem to operationer for kræft i nyren.

– Når jeg er kommet så hurtigt over det, er jeg ikke i tvivl om, at den daglige motion har spillet en vigtig rolle. Motion betyder meget for min opfattelse af sygdom, siger han.

- Har man mulighed for det, vil jeg bare sige på med løbeskoene og derudaf. Motion betyder meget for det mentale og giver energi. Jeg vil meget nødig undvære løberiet.

Siden debuten i Dyrehaven har han løbet 21 maratonløb, og sidst i oktober skal han igen løbe Washington Marathon.

– Jeg er for længst færdig med at sætte personlige rekorder. Glæden og friheden, når jeg løber, er det vigtigste, siger han.

Sidste år gennemførte han de 13,3 kilometer i Dyrehaven i 1.07.03, mens han i sine bedste år lå lige omkring 55 minutter.

Slutspurten om de sidste pladser i E-løbet søndag 7. oktober er sat ind. Du kan stadig nå det. Tilmeld dig på www.elob.dk.

Eventuelle spørgsmål om KIF, KS og BTs 44. motionsfest til elob@ultimate.dk eller telefon 88 20 02 12 (mandag-fredag kl. 11.00-15.00)