Hun har en ubændig lyst til det ekstreme. Har en farlig længsel i sig efter katastrofen, det fantastiske - det storslåede.

Skuespiller, sanger, forfatter, tidligere kvægavler og måske kommende instruktør, Pernille Højmark, 39, erkender, at der uvægerligt kommer en del følgesygdomme i kølvandet på i en meget ung alder at ha' oplevet den store sorg og det smertelige tab at miste sine forældre under dramatiske omstændigheder.

Sygdomme hun ved hårdt arbejde, mod og en god portion selvironi efterhånden har nedkæmpet og erstattet med et liv indeholdende en ordentlig spand kærlighed og med mening i.

"Jeg var i mange år total angst for det stationære - det blivende. Jeg var angst for at slå rod.

Levede med den ambivalens, at jeg gerne ville ha' et hjem og samtidig følte trangen til at flygte skrigende bort. Mit liv er stadig en balancegang, hvor jeg dagligt må sige til mig selv:

"Bliv nu bare her. Det er godt". Længslen efter det vilde, det overdådige, slås inden i mig med trangen til det borgerlige - til roen og harmonien, som jeg også elsker.

Vækker en længsel

En af mine veninder siger, at jeg altid vækker en længsel i hende, som hun opfatter som farlig. Det er en længsel, jeg tænker meget over på mine daglige cykelture.

De er nødvendige for mig. Under dem fornemmer jeg: her er verden. Og jeg siger til mig selv: "Pernille, hold op med at lade kasketten ryge hver dag. Du behøver ikke skumsprøjt og saltvand hver dag".

For styrer de drifter mig, bliver jeg paranoid. Der er stadig både afgrunde, himmelstrøg og tåge i mit liv. Flyveturene er skønne, men det er et konstant arbejde for mig at styre dem.

Sin tidlige opvækst husker Pernille Højmark som meget lykkelig. Hendes forældre var akademikere - begavede og progressive mennesker.

"Jeg har nogle billeder inden i mig om nogle skønne morgener, hvor min søster og jeg hoppede op i mine forældres seng, sad mellem min fars ben og legede at vi var på udflugt og kørte Ford.

Turen gik altid til Zoologisk Have, hvor vi skulle se på flodhesten. Flodhesten var min mor, der lå ved siden af os".

Men meget brat krakelerede lykken. Pernille Højmarks far begyndte at drikke.

"Min far var vel nærmest hvad man dengang kaldte kvartalsdranker. De sidste år af sit liv enten drak han eller var på antabus.

Jeg har vel været seks-syv år, da jeg fornemmede, noget var galt. Mine forældre begyndte at skændes helt vildt.

Min søster og jeg forsøgte at stoppe dem, men fik altid svaret: "Vi diskuterer bare".

Jeg hadede det og der skete det forunderlige, at pludselig kunne jeg ikke li' den far, jeg ellers altid havde elsket så højt og set op til".

I 1968 flytter Pernille Højmark, hendes søster og far til Grønland i en periode på to år. Nogle år, der først og fremmest har givet ar i sjælen.

"Folk drak dengang som svin i Grønland. Min far var nærmest "væk". Han var ét med sine nye venner, og jeg beskæftigede mig konstant med min fars tilstand.

Det er faktisk uhyggeligt som de enkelte medlemmer af en familie påtager sig hver deres rolle - afhængig af problemernes karakter. Jeg påtog mig at sørge for, min far ikke drak.

Min søster passede til gengæld på MIG.

Jeg bankede rundt på værtshusene for at hente ham. Men hver gang han blev væk fra arbejde eller et møde, bar folk over med ham. Der var aldrig nogle, der turde presse ham.

Heller ikke min mor. Jeg tror, hun blev skræmt af hans styrke, af det inferno af liv han også var. Han var en megacharmetrold. Min helt.

Da vi kom hjem i 1970, flyttede vi alle sammen igen. Jeg kan huske, at jeg var med min mor i Thy-lejren. Det var en vildt underlig oplevelse.

Jeg kom fra en snusket stemning på et grønlandsk værtshus med konstante gadekampe mellem de danske og grønlandske børn til en lejr, hvor 500 mennesker dansede nøgne rundt i kæder til beatmusik. Det var noget af et kulturchok".

Pernille Højmark er 13 år, da hendes far ikke længere magter livet og skyder sig i deres hjem.

"Hans selvmord udløste en helt absurd sorg og samtidig var det en falliterklæring for mig. Jeg prøvede jo at redde ham. Jeg kunne nærmest lugte, hvor han havde gemt sine flasker - så jeg flyttede dem.

I vores hjem havde der udspillet sig nogle benhårde magtkampe - uden ord - mellem os, når han gik ind for at ta' en slurk og ikke kunne finde flasken.

Selvfølgelig følte jeg skyld over hans selvmord, men mit store problem var, at jeg ikke fik reddet ham.

Siden har jeg måttet tilkæmpe mig evnen til at ønske for mig selv. Det har jeg fundamentalt svært ved.

I mine teenage-år mødte jeg en rigtig 68 - oprører- en dansklærer, som blev en slags mentor for mig. Han fodrede mig intellektuelt og havde svar på alt. Og han fodrede også den oprørstrang, jeg havde i mig.

Jeg voksede op med grundtanken, at Mao er en helt. Den opfattelse har jeg bestemt ikke i dag.

Ramte igen hårdt

Som 20-årig rammer skæbnen igen Pernille Højmark hårdt og skånselsløst. Hun mister sin mor på grund af en kræftsygdom.

"Det her er faneme for meget. Gud har svigtet". Sådan tænkte jeg, og jeg har i årenes løb diskuteret utrolig meget med ham.

Først for nylig er jeg igen kommet i kirker. De har ellers været udelukket af mit liv.

Så stak trangen til det destruktive hovedet frem?

"Ja. Som elev på Århus Teaterskole følte jeg det hele meget surrealistisk. Udadtil havde jeg meninger og var styrende, men inden i bund-ulykkelig. Jeg tog nogle ture med mig selv - de mest voldsomme og aggressive steder i Århus.

Det var noget med at drikke sig skidefuld, forsvinde fra verden, flirte helt overdrevent, gå i opløsning og være ligeglad med, hvad der skete mig.

Jeg var vred på folk med succes, svinede mine helte til og var usammenhængende, hvilket kun skabte afstand til andre mennesker. Jeg følte mig meget ensom.

Men en ting har jeg lært: Døden kan man ikke dele med nogen. Jeg kunne råbe og skrige til Gud, men min sorg var jeg nødt til at æde alene, til at gå igennem alene og komme til at forstå at leve med alene.

Til gengæld kan jeg konstatere, at den forandrer sig med tiden. Pludselig en dag kunne jeg sige: "Ok, Gud. Så skal jeg altså udvide mig så meget - acceptere at det, der er sket, er en del af vilkårene for livet, men hvad har du i posen til mig?" Jeg er stadig i tætte forhandlinger med ham.

At det har været nødvendigt at søge hjælp hos en professionel psykolog lægger Pernille Højmark ikke skjul på. Tværtimod.

I tre år har hun konsulteret en kvindelig psykolog, der til gengæld har skabt små mirakler.

"Jeg havde jo analyseret min egen situation i det uendelige, og pludselig sidder et andet menneske og vender alle mine fastlåste konklusioner på hovedet. Overrumpler mig med sine små, enkle spørgsmål.

Hun gennemhullede en af mine såkaldte sandheder ved at konstatere: "Det kan godt være, at Pernille mod forventning har lidt vrede i kroppen. En vrede hun godt må ha'. For der er faktisk stillet for store krav til hende".

Jeg er god nok

Jeg kan mærke, at jeg ikke længere har mere at forsvare. Jeg behøver ikke at være i en konstant forsvarsposition. Jeg må godt være her. Jeg er god nok. Men på den anden side har jeg også lært, at jeg må og skal tage mig sammen.

Jeg har et godt liv og er færdig med at søbe rundt i egen søle. Nyd det, Pernille...!

Det kræver en meget stor vilje at finde kræfterne til at komme ud på den anden side. Og så kræver det mod. Jeg har ofte sagt til mig selv: "Så er det hele heller ikke værre.

Hvor selvhøjtidelig kan du blive?" Jeg har fået mange på siden af hovedet, men mine forældre har givet både mig og min søster en god ting: en sund selvfølelse, som har sat sig.

Jeg kan kun opfordre til at være modig, når man er ude i tovene. Det er tilladt at overvurdere sig selv - bare man også er parat til at tage konsekvenserne og ansvaret. Det ER jeg. Så jeg har smidt min krykke væk. Nu er det min tur til at forvalte mit liv. Og jeg er tilfreds med mig selv i dag.

Jeg er jo ikke klassisk smuk, men er tvunget til at klare mig på charmen og en vis klogskab".

Hun er ikke lige let. Ekstremt sammensat. Flyvsk, impulsiv, gestikulerende, men det tilbagevendende stempel som en rå type genkender kun ikke.

"Jeg synes ikke jeg er rå, men hader bare sludder-sladder og hykleri. I sådanne situationer skærer jeg igennem.

Alligevel vil jeg med alderen påstå, at jeg er blevet mildere. Jeg er sandhedssøgende og en stor egoman. Og så er jeg faktisk ret sky. Jeg indeholder yderpolerne.

Når der bliver sagt, at nogle folk ligefrem er bange for mig, forstår jeg det ikke.

Jeg er rimelig gennemsigtig - har ikke skjulte knive i ærmet og er ikke den, der siger ét og mener noget andet.

Men jeg har aldrig syntes, den klassiske form for sødme og generthed er særlig yndig. Generthed dækker jo ofte over en enorm selvoptagethed".

Basen i Pernille Højmarks liv er en gammel, pragtfuld lejlighed på Frederiksberg. Her residerer hun med sin mand, musikeren Kim Kidholm. De har kendt hinanden i 18 år - været gift i 13. Husstanden inkluderer ingen børn men til gengæld hunden Cirkus.

"Kim er mit elskede menneske på godt og ondt. Han ordner meget for mig - og selvfølgelig er der en vis tryghed i vores forhold.

Men derudover er en væsentlig faktor for, at vi stadig er sammen, at vi også kan finde vores indbyrdes liv mentalt lidt provokerende og en anelse utrygt. Vi har aldrig bildt os ind, at vi er hinandens eneste ene.

Der går jo en masse mennesker rundt, som kunne være den eneste ene.

Vores force er, at det er tilladt også at ha' andre betydningsfulde forhold. Jalousi er noget vi forsøgsvis holder nede. Jalousi er jo ikke et bevis på kærlighed. Den er et spor, vi ikke gider køre ud af.

Åben og ærlig

Jeg forlanger ikke, at Kim skal stå til ansvar og regnskab for alle sine handlinger, men han skal selvfølgelig være åben og ærlig, hvis han oplever noget, der er så alvorligt, at han vil forlade mig.

Heldigvis elsker vi stadig hinanden.

Men vi kan da skændes, så det brager. Omgivelserne tror måske, jeg er den, der kører det hele. At jeg er et ganske heftigt, udadvendt bud. Men nej. Kim var så cool, da jeg mødte ham.

Sagt med et glimt i øjet, så er han faktisk en kæmpe hustyran - en rigtig mand. Han bestemmer alt. Når vi skændes, er det altid om plads.

Plads i forholdet. Hold da kæft ... han fylder, er perfektionist til fingerspidserne og han synes, jeg fylder, roder og ind imellem er for fraværende...

Der vil altid være råderum for drømme og fantasier i Pernille Højmarks liv - både arbejdsmæssigt og privat. De bliver ikke fuldt konkretiseret "for så går de ikke i opfyldelse".

"Det er toppen for mig at spille teater igen. Jeg led på et tidspunkt af en uhyggelig sceneskræk.

Den kom som et lyn fra en klar himmel, da jeg spillede i Pygmalion. Jeg tudede af lettelse hver gang en scene var overstået. Men den får ikke lov til at styre mig længere.

"Jeg er typen, der aldrig er bange for at blive arbejdsløs. Sker det, så er der mange andre muligheder."

Drømmen om at instruere har altid ligget og luret, og bandet "Sweethearts" fylder også sin del i kalenderen.

"Når jeg har fri, nyder jeg bare at se TV og løse en kryds og tværs i sengen. Jeg elsker at kede mig - at være i sådan et "pølsehumør" med Cirkus og Kim. Så er alt godt.

Det er også vigtigt for mig at pleje mine venskaber. Jeg er en ret god kok og elsker at passe mine roser i sommerhuset i Nordsjælland.

I det hele taget er det meget vigtigt for mig at pleje mit liv. Jeg kunne godt være gået ned med flaget, men jeg har den styrke, der består i at turde blive uvenner med folk, turde være alene og turde tage livet alvorligt. Jeg VIL ha' et godt liv. Det har jeg i dag.

Jeg har ikke som ung kendt det ubekymrede - derfor ta'r jeg nu revanche. Jeg er glad, ubekymret og "uansvarlig" over for samfundet og kunsten. Og jeg har lært at jeg ikke kan frelse alle. Mit liv hænger sammen. Og det er kun lykkedes, fordi jeg har insisteret."