Den hvide hue med det blå bånd hviler på en paryk. Da den mandag blev sat på hendes hoved, kunne hun ikke rigtigt mærke den. Sad den fast? Rykkede den rundt? Det seneste halve år har Pernille Nygaard Eriksen måtte jonglere lektier og skolegang med kemoterapi og strålebehandling. Men hun var aldrig i tvivl om, at hun ville fortsætte. For huen skulle på.
Der er smil i hendes stemme.
»En af mine veninder sagde i går, at huen 'sådan skarver i panden'. Men det kunne jeg ikke mærke. Det pres tog parykken lige. Så det er da en fordel,« griner hun over telefonen fra Salling i det midtvestjyske.
Som så mange andre unge i disse dage blev 21-årige Pernille Nygaard Eriksen mandag student. Men hun har modsat de fleste andre ikke kun skulle slide med lektier, læsning og afleveringer for at nå sit mål.
I november sidste år mærkede hun en knude i sit venstre bryst. Hvad er nu det for noget, tænkte hun.
Dagen efter tog hun til lægen. Bare for lige at høre, hvad det kunne være. De sendte hende videre til sygehuset i Viborg, hvor hun blev scannet og fik taget to vævsprøver.
Den 4. december kom svaret. Hun havde brystkræft.
»Det var som et slag i maven. Det var ikke lige noget, vi havde regnet med kunne ske,« siger Pernille til BT.
Artiklen fortsætter under billedet.
'Det skulle ikke bremse mig'
Selvom det ikke var nemt, selvom hun nogle gange bare havde lyst til at gemme sig under dynen, og selvom trætheden var en evig modstander, besluttede hun sig med det samme for, at hun ikke ville tage orlov fra sit HF-studie på Skive Gymnasium og HF. Hun ville færdiggøre sin uddannelse. Og hun ville have huen på sit hoved.
Den sidste strålebehandling fik hun i onsdags, og mandag skulle hun til sin sidste eksamen. Hun trak litteratur med emnet 'autofiktion/autobiografisme med fokus på Karl Ove Knausgårds (en norsk forfatter, red.) romanuddrag 'Min Kamp'. Med et ti-tal i lommen kunne hendes mor og bedstefar sætte huen på. Målet var nået.
»Det må have været min stædighed og viljestyrke,« siger hun med et grin som svar på, hvorfra hun fandt kræfterne til at gennemføre skolen ved siden af det hårde behandlingsforløb.
»Der kom noget vilje frem engang i mellem, fordi jeg først og fremmest bare gerne ville igennem det her forløb. Det er en periode i mit liv, som jeg ikke synes skulle bremse mig. Så jeg tror bare, jeg valgte at hive mig selv op.«
Trætheden var en svær modstander
Fire dage efter Pernille fik diagnosen, blev hun den 8. december sidste år opereret. Lægerne fjernede kræftknuden og et godt stykke af det raske væv rundt om ved en brystbevarende operation. Samtidig fjernede de også skildvagtslymfeknuden i hendes armhule for at finde ud af, om kræften havde nået at sprede sig.
Det havde den ikke. Det var en ubeskrivelig lettelse.
Siden vendte hun tilbage til bøgerne og lektierne. Meget af skolen har hun passet hjemmefra. Når hun mellem sine kemobehandlinger følte, at hun havde energi til det, tog hun af sted i skole i de timer, hun kunne holde til det. Hun prioriterede sin tid i skolen efter, hvad hun havde mest brug for at tage til af timer.
»Nogle dage pressede jeg da også mig selv virkelig meget for at kunne være der hele dagen. Men det resulterede så bare i, at jeg kom til at lægge mig hele dagen, når jeg kom hjem,« fortæller Pernille.
For trætheden var en særligt udfordrende modstander.
»Den træthed. Den er bare en tung dyne, der er over én hele tiden. Lægerne fortalte mig også, at en af bivirkningerne ved behandlingen var den her træthed. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg da bare kunne lægge mig hen og tage en powernap. Så var jeg vel frisk igen. Men når man vågner efter 20 minutter, så er man bare stadig træt. Den hænger bare over én,« siger hun.
Støtte fra familie og venner
På sidelinjen gennem hele forløbet har hendes familie og venner stået.
»De ville jo så gerne kunne gøre noget for mig, og det eneste, de kunne gøre, var at være der for mig. Og det har de virkelig også været. Uden dem... det tør jeg slet ikke tænke på, hvordan det havde været,« siger Pernille.
Artiklen fortsætter under billedet.
Derfor var det også særligt rørende, da hendes mor og bedstefar mandag kunne give hende huen på.
»Det var så dejligt. Jeg blev mødt af min familie, og tre af mine bedste veninder var kommet helt fra Odense, Aarhus og Viborg og min kæreste fra Thy for lige at se mig få huen på. Det havde jeg ikke regnet med,« siger hun.
»Jeg snakkede også lige med min mor i går aftes, hvor hun sagde, at det ikke var gået helt op for hende endnu, hvad der var sket. Men nu, hvor jeg sidder her og kan kigge rundt på alle de buketter og gaver, jeg har fået, så går det lidt mere op for mig.«
Håber at kunne inspirere andre
Nu skal hun holde sommerferie. Og i uge 30 skal hun til sin første kontrol. Noget, som hun skal hver tredje måned det første år. Hvad der skal ske bagefter, har hun ikke nogen faste planer om. Hun havde nogle ideer, før hun blev syg, men de er blevet ændret.
»Jeg overvejer lidt at komme på et rekreationsophold med andre unge, der har haft kræft inde på livet, for lige at finde ud af, hvad min krop kan holde til og for lige at få lov til at finde mig selv igen,« fortæller Pernille.
Hun har dog aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige at gøre at fortsætte med skolen, selvom det til tider har været hårdt.
»Det var aldrig på tale at tage orlov. Der er mange, der har sagt til mig: 'Hvorfor er du ikke sygemeldt? Hvordan kan du holde det ud?' Men jeg ville bare så gerne gennemføre det,« siger hun og slutter:
»Og nu, hvor jeg er på den anden side af det, har jeg et håb om, at det kan inspirere andre. Vi ved jo, at det er en sygdom, der figurerer. Lige pludselig er det en ny, der bliver ramt. Så jeg håber lidt på, at det her kan være med til at give håb til dem og vise, at man godt kan, selvom det er svært.«