Iskold regn piskede ned over Sydbank Park i Haderslev, men det kølnede ikke Sønderjyske og Brøndbys spillere. Med 1-1 leverede de to hold en fejlbehæftet, men dedikeret og tændt indsats, der ikke efterlod den mindste tvivl om, at det var af stor vigtighed for begge lejre at gå på vinterferie med et godt resultat som sidste aftryk på efterårssæsonen.
Vejrliget indbød ikke til champagne-fodbold, og især gæsterne fra Brøndby begik i første halvleg en lang række tekniske fejl, der førte til hjemmeholdets spilovertag. Hvad publikum ikke fik i tekniske lækkerier fik de til gengæld i knofedt.
Brøndbys argentinske fund Alexander Szymanowski straffede en passiv Daniel Christensen - kantspilleren erobrede bolden ved kanten af feltet, efterlod Christensen rundtosset og scorede elegant i det lange hjørne i det 19. minut.
Det er bundholdets lod at fejl sjældent begås ustraffet, men Sønderjyskes træner Lars Søndergaard kunne fra sidelinjen glæde sig over, at hans tropper ikke opgav ævred på trods af modgangen og bare seks minutter efter Brøndbys scoring, svarede værterne igen.
Brøndby gav igen en standardsituation væk. Sønderjyske slog bolden ind i feltet og efter lidt klumpspil fik Niels Lodberg drejet sin store forsvarsklippe-krop i position til en behjertet flugter, der endte bag Lukas Hradecky til 1-1.
Med luftstærke folk som Niels Lodberg, Bjørn Paulsen og Nicolaj Madsen, så var alle hjemmeholdets hjørnespark og frisparksindlæg konstante kilder til uro i Brøndbys forsvar, der ellers fremstod kompetent forstærket med Khalid Boulahrouz og Martin Albrechtsen efter at de blå-gules centrale forsvar i kampen før mod FC København ikke just indbød til bjældeklang. Selv med de to førstevalg tilbage i centerblokken så der også efter pausen konstant ballade i Brøndbys felt, når Sønderjyskes store folk kom buldrende.
Omvendt havde Brøndby vanskeligt ved at bygge op i det fremadrettede spil. Thomas Kahlenberg startede opgøret på bænken, men blev hurtigt efter sideskiftet bragt i spil på bekostning af Ferhan Hasani. Den makedonske offensiv-spiller havde ingen stor dag i den sønderjyske styrtregn.
Det havde Sønderjyskes målmand Marin Skender derimod, da Quincy Antipas i kampens næstsidste minut afsluttede fra tæt hold efter et veludført kontraangreb, men kroaten var lynsnart nede ved jorden og greb angriberen ud.
Til trods for rigeligt med chancer til begge hold så endte opgøret uden vinder. Det betyder, at Brøndby, der startede sæsonen så håbløst, overvintrer på Superligaens fjerdeplads.
Sønderjyderne fik for deres part bevist, at der er stædigt liv i bunden af Superligaens havnebassin. Med nøglespillere som Tommy Bechmann og Niels Lodberg tilbage og de lyseblå skruet ned i en stram 5-3-2 organisation tilsat masser af fight, så udviste Sønderjyske kvaliteter, der taler for de fem point op til den frelsende side af nedrykningsstregen ikke er en umulig opgave.