Den tidligere udenrigsminister Per Stig Møller var på overarbejde under Muhammed-krisen. Det fik han i går endelig en skriftlig undskyldning for af Ahmed Akkari.

Per Stig Møller (K) var også mødt op til receptionen for udgivelse af bogen ’Min afsked med islamismen’.

Per Stig Møller var udenrigsminister under Muhammed-krisen tilbage i 2005, som Akkari spillede en afgørende rolle i, og derfor ville den tidligere udenrigsminister gerne have en skriftlig undskyldning fra Ahmed Akkari i den nyudgivne bog. Det fik han som en personlig hilsen og en håndskreven undskyldning fra Akkari.

- Han gav mig en del overarbejde i den tid, må man sige. Anders (Fogh Rasmussen, tidligere statsminister, red.) fik undskyldningen mundtligt, men jeg vil godt have den skriftligt, lød det med et smil fra Per Stig Møller.