Folkepension er ikke bare folkepension. Der er både grundbeløb, pensionstillæg og ældrecheck.

I forbindelse med den nye skattereform afslørende skatteminister, Thor Möger Pedersen søndag, at regeringen vil give pensionisterne 4.500 kr mere i ældrecheck og forhøje pensionstillægget med 750 kr. Om året. Før skat.

Men den fordeling synes formanden for Ældremobiliseringen (330.000 medlemmer, red.) Jørgen Fischer, er forkert.

- Jeg havde hellere set, at ældrechecken var blevet holdt i ro, og at hele forhøjelsen var blevet givet på pensionstillægget. På den måde tilgodeser man de svageste pensionister, siger Jørgen Fischer.

For at få ældrechecken må du ikke have en likvid formue, der er større end 77.700 kr. Friværdi i fast ejendom indgår ikke i den likvide formue.

- Jeg ved godt, at der er mange, der er rigtig glade for ældrechecken. Men helt ærligt, selvom man ikke kan spise mursten, så har pensionister med friværdi i huset mulighed for at tage et lån. Jeg ved godt, at jeg bevæger mig ind på øretævernes holdeplads, men rent økonomisk skal vi først og fremmest sikre dem, der ikke har andet end deres folkepension, siger Jørgen Fischer.

Han understreger, at han selvfølgelig er glad for, at regeringen vil tilgodese pensionisterne. Det handler bare om fordelingen af pengene.

- Jeg vil ikke kalde ældrechecken symbolpolitik, men det er lige før. Det var noget, som Pia Kjærsgaard (DF) fik indført med Anders Fogh Rasmussen, da han kom til. Hun har været dygtig, og jeg ved godt, at der er mange pensionister, der er glade for den.

- Men hvis du spørger mig, så er det måske 200.000 folkepensionister, man kan kalde økonomisk 'fattige'. Regeringen siger, de forbedrer vilkårene for 850.000 pensionister. De skulle hellere sørge for, at pengene bliver fordelt til de 200.000.

I følge Jørgen Fischer er der 1,2 mill. danskere over 60 år. Hans vurdering er, at det højst er 400.000 i den aldersgruppe i alt, der har brug for at et få et økonomisk løft.

Regeringens udspil betyder, at:

Folkepensionister, der har de mindste pensionsopsparinger, fremover får 5.250 kr. mere før skat om året (fordelt i form af en højere ældrecheck på 4.500 kr. og et højere pensionstillæg på 750 kr.).
 
Folkepensionen vil blive reguleret med samme niveau, som gør sig gældende i dag.