Hjerneforskeren Milena Penkowa tager nu til genmæle, efter at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har konkluderet, at hun har fusket med sin forskning.

Penkowa mener, at afgørelsen fra UVVU er blevet truffet på et forkert grundlag, skriver hun i en mail.

- Jeg mener ikke, jeg har fået en fair sagsbehandling, lyder det fra hjerneforskeren, som også gør det klart, at UVVU efter hendes mening ikke har truffet sin afgørelse på et neutralt grundlag.

- Jeg blev selvfølgelig dømt uredelig af UVVU, hvilket ikke er spor overraskende, idet jeg aldrig har haft en reel chance for at få en fair bedømmelse af UVVU, siger hun og henviser til, at fire af de seks medlemmer af UVVUs sundhedsvidenskabelige fagudvalg er ansat ved Københavns Universitet.

Hun hæfter sig blandt andet ved, at Albert Gjedde, der er institutleder ved Københavns Universitet, og som i sin tid stod bag anmeldelsen af Penkowa, har siddet i UVVU.

- Hans medlemskab af UVVU er afgørende, idet han dermed har et alt for nært tilhørsforhold til de personer, der skal vurdere sagen, skriver hun.

Penkowa kritiserer desuden udvalget for at have lækket relevante dokumenter til pressen, hvor de, ifølge hjerneforskeren selv, har udråbt hende til uredelig inden afgørelsen forelå.

Onsdag kom afgørelsen fra UVVU, der fastslår, at Milena Penkowa har udvist videnskabelig uredelighed i to sager. UVVU konkluderer blandt andet, at Penkowa har haft færre forsøgsmus til rådighed, end hun selv angiver i en videnskabelig artikel. Derudover slår UVVU fast, at den omstridte hjerneforsker »har afgivet vildledende og urigtige oplysninger« i forhold til sin metodebeskrivelse, ligesom hun har afgivet urigtige oplysninger om de forskningsbidrag, som to studerende stod bag.

Tidligere onsdag udtrykte Københavns Universitet (KU) tilfredshed med afgørelsen fra UVVU:

- Vi er meget tilfredse med, at der nu er kommet en afgørelse i sagen om Penkowa. KUs bestyrelse har fra starten været overbevist om, at UVVU var det rigtige organ til at vurdere forskerens uredelighed eller redelighed, og vi er rigtig tilfredse med, at der nu er en endelig afgørelse, siger vicedirektør på KU, Jasper Steen Winkel.