Det står klart, efter at den kriseramte traditionsklub offentliggjorde et regnskab for det første halvår af 2000 med 6,5 millioner af de røde kroner på bundlinien, skriver Aarhus Stiftstidende.

AGF har opstillet en redningsplan, der indebærer, at der skal sælges spillere for seks millioner kroner, gennemsnitligt 2000 flere tilskuere og to millioner ekstra sponsorkroner.

Derudover skal truppen skæres ned fra 27-28 kontraktspillere til 20-22.

"Vi kunne måske nok have solgt spillere for seks millioner her i foråret. Men så havde vi næppe været i Faxe Kondi Ligaen i dag," siger direktør i AGF, Dan Iversen, der appellerer til det østjyske erhvervsliv om at bakke op om klubben i den igangværende aktieudvidelse.

"Nu får vi se, om interessen for AGF er helhjertet. Vi har fået mange positive reaktioner, men efter 16. juni er vi meget klogere," siger Dan Iversen.

16. juni er dagen, hvor den længe ventede og stort anlagte aktieudvidelse er gennemført - en aktieudvidelse, som klubbens mest optimistiske hoveder håber kan tilføre AGF op imod 30 mio. kr.

Et mere realistisk bud skal nok hentes hos klubbens samarbejdspartner, Sydbank, der kun vil garantere for en indtægt på langt mindre, nemlig 8,4 millioner.

Og for AGF, der ikke har præsenteret positive tal på bundlinien siden 1997, er 8,4 millioner langt fra nok til at hive "de hvide" op af det økonomiske morads.

Klubben vurderer, at rammer aktieudvidelsen minimumsbeløbet, vil AGF stå med hatten i hånden igen allerede om et år, når kassen atter er tom.

"Otte millioner vil kun være nok til at føre forretningen videre på kort sigt," vurderer Dan Iversen.