Pendlere stormer til Fyn
Flere pendlere end tidligere bosætter sig i København og dagligt tager turen over Storebælt for at arbejde i Odense.
Flere pendlere end tidligere bosætter sig i København og dagligt tager turen over Storebælt for at arbejde i Odense.
Antallet af pendlere, der hver dag kører fra hovedstaden til Odense på Fyn for at arbejde, er steget med hele 43 procent de seneste fem år. Til sammenligning er der kun 20 procent flere, der tager turen den anden vej. Det viser tal fra Danmarks Statistik, skriver Fyens Stiftstidende.
Udviklingen betyder, at der nu er 1385 mennesker, der kører de 160 kilometer fra Region Hovedstaden over Storebælt for at arbejde i Odense. Tallene overrasker seniorforsker Mogens Fosgerau fra DTU Transport, der er ekspert i transportadfærd og økonomi.
- Det er en meget høj stigning, der sandsynligvis skyldes, at folk har haft ekstra svært ved at sælge deres boliger og komme videre her midt i den økonomiske krise, siger transportforskeren fra DTU til Fyens Stiftstidende.
Ifølge Mogens Fosgerau er der samtidig en klar tendens til, at danskere med lange uddannelser eller særlige jobfunktioner er villige til at pendle længere og længere til drømmejobbet.
- I Odense skal man være rigtig glad for, at folk har lyst til at rejse så langt for at arbejde - også selv om de ikke vil slå sig ned i byen og bidrage til kommunekassen. Ellers ender det bare med, at virksomheder og kulturinstitutioner må lukke eller flytte til København, siger seniorforskeren fra DTU Transport.
Hos Udvikling Fyn er direktør Mads Graves Larsen enig i, at den stigende pendling mod Fyn er godt. Men der er andre ting, der er vigtigere.
- Det er da positivt, at folk fra København har lyst til at bidrage med viden og god energi her på Fyn. Men på bundlinjen er det langt mere interessant, hvis det lykkes at gøre Fyn så attraktiv, at Københavnerne også vælger at flytte herover, siger manden i spidsen for Udvikling Fyn.
BNB