Pendlere scorer billet-rabatten
Både Enhedslisten og Socialdemokraterne vil tilgodese togpendlerne med den nye pulje til billigere offentlig transport. Men de får i forvejen stor skatterabat, viser tal fra DSB.
Både Enhedslisten og Socialdemokraterne vil tilgodese togpendlerne med den nye pulje til billigere offentlig transport. Men de får i forvejen stor skatterabat, viser tal fra DSB.
Buspassagerne i København, Århus, Odense og andre byer har ikke udsigt til at få rabat, når regeringen og Enhedslisten skal aftale, hvordan de vil bruge den nye pulje på 500 mio. kr. til billigere offentlig transport.
Både Enhedslisten og Socialdemokraterne har erkendt, at det ikke nytter noget at smøre rabatten tyndt ud over hele landet og retter i stedet blikket mod de pendlere, der hver dag rejser med tog for at komme til og fra arbejde.
- Der er meget fornuft i, at det retter sig mod de pendlere, der kommer ind langvejs fra, siger Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested.
Regeringens støtteparti vil nu have Finansministeriet til at regne på, om en model fra de kuldsejlede forhandlinger om betalingsringen omkring København i stedet kan udvides til resten af landet. Modellen gik ud på at sløjfe de yderste takstzoner omkring København, og dermed gøre det billigere for folk længere ude på Sjælland at vælge toget på arbejde.
Den model er Socialdemokraterne også lune på.
- Jeg synes, det er en god idé at kigge på, hvordan vi bedst muligt kan lokke bilister til at tage den kollektive trafik. Jeg har hele tiden været lun på det forslag, som Henning Hyllested fra Enhedslisten har om for eksempel at fjerne nogle takster, så dem, der skal køre længst i hovedstadsområdet, får det billigere. Det kan man sikkert også finde nogle løsninger på i andre regioner, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Rasmus Prehn.
Ingen af de to ordføre ønsker at smøre de 500 mio. kr. ud over alle brugere af offentlig transport, for rabatten vil så blive meget lille.
- Vi har på fornemmelsen, at det dårligt nok ville dække de takstsstigninger, der kommer hvert år, siger Henning Hyllested, der dog også har bedt Finansministeriet om en beregning på den model.
Men netop de pendlere, som Socialdemokraterne og Enhedslisten retter blikket mod, får i forvejen store rabatter på deres transport, viser beregninger, som DSB har lavet for Berlingske inden regeringen onsdag offentligggjorde sin nye pulje. Befordringsfradraget giver nemlig en klækkelig skatterabat til pendlere, der rejser over 24 kilometer om dagen.
For en togpendler fra Horsens til Århus bringer det f.eks. togkortets pris på 1180 kr. om måneden ned på 276 kr. netto. Fra Ringsted til København bringes prisen fra 1600 kr. til 122 kr. efter skat. Det særlige befordringsfradrag for udkantsområder betyder, at en togpendler fra Nykøbing Falster samlet set tjener 445 kr. om måneden på transport til og fra arbejde i København, viser beregningen.
Hvorfor skal der bruges flere penge på lige præcis den gruppe, som får en ret stor skatterabat i forvejen?
- Det er rigtigt nok, at det er noget af det, vi skal kigge på. Jeg har ikke set de beregninger, som din kollega har lavet, og det lyder også spændende. Det er klart, at der er nogle grænser, der skal trækkes rundt omkring, siger Henning Hyllested.
Ud over en årlig pulje på 500 mio. kr. til billigere offentlig transport, afsætter regeringen også 500 millioner kr. til investeringer i f.eks. toge og busser. Også her har Enhedslisten fokus på langvejspendlerne.
- Enhver kan se, at pendlertrafikken ind fra hele Sjælland er ret så nødlidende. Der mangler virkelig materiel. Folk står op på de lange strækninger og nogle gange kører togene forbi nogle stationerne, fordi de ikke kan tage flere passagerer. Det er man selvfølgelig nødt til at gøre noget ved, og det er noget af det, der har høj prioritet, siger Henning Hyllested.