Bagtæppet på scenen under Pearl Jams totalt udsolgte koncert i København tirsdag aften var, så vidt jeg kunne se, et maleri af bunker og atter bunker af højttaler-kabinetter.

Og man skulle kun få takter ind i koncerten, før man ønskede, at de kabinetter havde været ægte. Jo, jeg er lige så træt af at skulle til det igen, som mange af læserne sikkert er af at løse om det.

MEN igen måtte man i en dansk koncertsal konstatere, at visse pladder-, pludder- og sludrevorne elementer i publikum åbenbart har så lidt respekt for musikken, bandet og – ikke mindst – de andre koncertgængere, at de bare lader frikadelle-kværnen under næsen køre uafladeligt, mens musikken spiller.

Det er sgu’ virkelig en sørgelig tingenes tilstand, at musik hos nogle åbenbart som en selvfølgelighed blot regnes for baggrundsstøj.

De pågældende betaler så gladelig 700 kroner i entré for at ordne verdenssituationen med Pearl Jam som backingband.

Man skulle ellers mene, at det kunne de lige så godt kunne have gjort på den lokale bodega.

Og så havde bajerne tilmed været væsentlig billigere end de ublu 50 kroner, de tillader sig at forlange for et 40 cl. krus konsumbryg i den ubehagelige svedekasse, de kalder Forum.

Men nej; røven går og rocken forgår. Så at sige og – okay – en anelse overdrevet.

Jo, så er det probate middel mod den slags selvfølgelig at skrue op for musikken.

På den anden side set: det kan vel heller ikke være meningen, at alle bands skal spille med en volumen, som fik man et trykluftsbor i tindingen for at overdøve de respektløse elementer. Nok om det i denne omgang.

For var der for resten ikke også noget om, at der stod et band på scenen tirsdag aften?

Jo såmænd. Sympatiske Pearl Jam gav en imponerende næsten tre timer lang koncert – dette var sidste aften på turnéen – og selv om spilletiden nok var pænt i overkanten og sætlisten lovligt kvalitativt ujævn, var der mange fine øjeblikke i koncerten.

Bandets formidable sanger Eddie Vedder var i overstadig storform – smilende, snakkesalig og (selvfølgelig) overdådigt velsyngende.

Han bakkedes op på fornemste vis op af specielt bandets eksplosive chefguitarist Mike McCready, og da åbenbart også lydmanden efter en noget ustabil første time af koncerten, fik nok af pludderhelvedet og skruede op, blev det for alvor godt.

Herfra beviste Pearl Jam for alvor, hvilket solidt, velspillende og betagende uprætentiøst rock’n’roll band, de har udviklet sig til at være de sidste tyve år.

Sammenligningen med de åbenlyse forbilleder i The Who er ikke til at komme uden om, og det er så ment som en ubetinget cadeau.

Anden halvdel af koncerten var faneme fornem.

Fra sådan cirka ’Why Go’ (13. nummer på sætlisten) via højdepunkter som ’Given To Fly’, ’The Fixer’, ’Jeremy’, ’Rear View Mirror’ og uopslidelige ’Alive’, til Pearl Jam selv afslørede, hvor de har det hele fra med en fornem udgave af – ja, nemlig! - Who-klassikeren ’Baba O’Reilly’.

Sluttelig skal det lige nævnes at langt størstedelen af et velsyngende og –oplagt publikum heldigvis var kommet for at hjælpe Pearl Jam på vej snarere end at snakke musikken ihjel.

De gjorde det godt. Og det gjorde Pearl Jam også til en koncert, man godt gad have nydt (endnu mere) på et meget bedre spillested end Forum.