LIBANON: Flere hundrede tusinder var søndag samlet ved havnefronten i Beirut for at høre og tilbede pave Benedict. Messen i det fri var kulminationen på pavens tre dage lange besøg i landet, der er hans første nogensinde. Sidst landet havde besøg af en pave var i 1997.

Budskabet fra paven på det til lejligheden opsatte podium, hvor han kunne skue ud over masserne, var endnu engang fred. Pave Benecidt opfordrede Mellemøstens ledere til at lægge stridighederne bag sig og i stedet arbejde på fred og forsoning, og han bad alle, som overværede messen om at tjene som »fredsskabere«.

- Jeg appeller til de arabiske lande, at de som brødre arbejder for løsninger, der respekterer det enkelte menneskes værdighed, rettigheder og religion, lød det fra paven ifølge Reuters.

Til de kristne i Mellemøsten lød budskabet, at de skulle blive i landet trods krigen og pres fra yderligtgående islamister.

Paven gentog også sit særlige budskab til Syrien om at bringe en ende på volden.

De omkring 350.000 fremmødte hujede og vinkede til paven, da han kom kørende i sin karakteristiske skudsikre bil. Ikke bare kristne fra Libanon, men også mennesker fra nabolandene var mødt op. En stor gruppe af tilhørerne var således de mange katolske filippinere, som arbejder i regionen.

På tilhørerpladsen var ledende politikere fra de forskellige grupperinger i Libanon.

Landet er et stort religiøst kludetæppe med mange muslimske og kristne grupperinger, og landet er stadig mærket af borgerkrigen, som rasede fra 1975 til 1980.

Forud for pavens besøg var der spekulationer om hans sikkerhed specielt på grund af den verserende borgerkrig i Syrien, der også har tråde til Libanon. Oven i det kommer uroen efter den islamfjendtlige film »Innocence of Islam«, som har ført til voldelige optøjer i en række muslimske lande, blandt andet i Tripoli i det nordlige Libanon.