Patrick Nielsen VIL bokse på lørdag, selv om han er tynget af sorg, efter hans nære ven blev skudt og dræbt for få dage siden.

Patrick Nielsen er ikke i tvivl om, at han vil i ringen på lørdag ved Nordic Fight Night i Struer. Det på trods af en uge, hvor han har brudt med sin træner Joey Gamache, blevet far til en lille dreng og har mistet en af sine bedste venner.

»Det har været rimelig turbulent. Et liv kommer, og et liv går. Det er rigtig hårdt at miste en god ven. Men jeg føler mig stadig meget fokuseret på kampen,« siger Patrick Nielsen afdæmpet til BT.

Han har ellers en god undskyldning for at melde fra. Det er især tabet af vennen  Jørgen, der gør ondt på den danske bokser.

Den 42-årige ven blev lørdag fundet skudt i et sommerhus i Odsherred og døde senere af sine kvæstelser. Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke udtalt sig om motivet til drabet, men efterlyser stadig vidner til skyderiet.

Patrick Nielsen fortæller, at han fik beskeden om vennens død omtrent et døgn efter, at han selv var blevet far til en lille dreng. Her var det allerede planen, at vennen ville komme forbi og ønske tillykke. Men så indtraf tragedien.

»Jeg fik et opkald fra Simon (Lundt - manager, red.), at Jørgen var blevet skudt. Der synes jeg godt nok lige, at det tog pusten fra mig, og jeg græd også en lille smule. Det var helt surrealistisk. Planen var ellers, at han to timer senere skulle have været forbi og holde min søn. Det var rigtig mærkeligt,« fortæller Patrick Nielsen, som ikke lægger skjul på, at han er i sorg.

»Planen var jo også, at Jørgen skulle have været med ovre og se kampen (i Struer, red.), og han har altid været stor boksefan - både med Mikkel (Kessler, red.), Simon (Lundt, red.) og med mig. Jeg ved, at han ikke ønskede, at jeg skulle aflyse denne her kamp. Så i stedet bokser jeg kampen for min søn og for min gode ven Jørgen,« siger Patrick Nielsen.

Spørgsmålet er nu, om sorgen over at miste en ven, lykken over at blive far og bruddet med hans faste træner Joey Gamache alligevel vil blive for stor en mundfuld for Patrick Nielsen, når han lørdag står i ringen i Struer.

Det afviser den 25-årige bokser.

»De seneste dage har jeg haft lyst til at ringe til Jørgen, men så er han der ikke. Jeg håber, at denne her sorg kan vendes til, at jeg bliver mere fokuseret, og at jeg har et mål, der bliver nemmere at opnå, fordi jeg kan bruge sorgen til at tænke, at min vens drøm jo var, at jeg skulle vinde og gå hele vejen,« siger Patrick Nielsen.

Han fortæller samtidig, at vennens død vil blive markeret, når han går i ringen mod colombianeren Beibi Berrocal.

»Jeg har fået skrevet ’Rest In Peace Jørgen’ på mine shorts. Og når jeg så har vundet kampen på lørdag, vil vi alle sammen få en sjus og høre John Mogensen. Vi hørte altid John Mogensen, når vi var sammen, så det vil være til ære for ham,« siger Patrick Nielsen.