Patienter i fare på kendt afvænningssted for alkoholikere
Patienterne bliver ikke undersøgt af en læge, inden de modtager stærk medicin. Sundhedsstyrelsen vil nu undersøge stedet.
Patienterne bliver ikke undersøgt af en læge, inden de modtager stærk medicin. Sundhedsstyrelsen vil nu undersøge stedet.
Det kendte alkoholafvænningssted Tjele Behandlingscenter bringer sine patienter i fare. Det vurderer Sundhedsstyrelsen.
Tjele Behandlingscenter behandler alkoholikere med den stærke afrusningsmedicin Klopoxid, men det er ikke en læge, der ordinerer og doserer medicinen, sådan som reglerne ellers foreskriver, oplyser TV2 Nyhederne.
Det er sygevagter og andre ansatte, der ved hjælp af et pointskema afgør, hvor meget stærk medicin de enkelte patienter skal have.
Patienterne får simpelthen point for en række faktorer, f.eks. hvor meget de sveder, hvor meget de ryster, og hvor ængstelige de er. Og den samlede pointscore udløser en lille eller en stor dosis af lægemidlet Klopoxid.
Det er et klart brud på lovgivningen og farligt for patienterne, vurderer Sundhedsstyrelsen. Det skal nemlig være en læge, der undersøger patienterne og ordinerer deres medicin.
- Der er tale om potente, afhængighedsskabende lægemidler og det er vigtigt, at det er en læge, der tager stilling til det. I værste fald kan det medføre akut hospitalsindlæggelse og dødsfald, hvis man ikke følger reglerne, siger tilsynschef Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen til TV2 Nyhederne.
En række tidligere patienter fortæller samstemmende, at de ikke blev undersøgt af en læge før de fik stærk afrusningsmedicin på behandlingscentret. En af dem er socialrådgiver Linda Secher, der oplevede, at hun fik for meget medicin.
- Da jeg blev vækket en morgen, faldt jeg simpelthen på gulvet. Jeg var meget træt og kunne sove hele tiden. Og en af mine medpatienter kunne de ikke vække, så hun måtte en tur på Viborg Sygehus. Jeg synes, det er alvorligt, at man ikke kan vækkes. Det er da helt klart et tegn på, at man har fået for meget medicin, siger Linda Secher til TV2 Nyhederne.
På Tjele Behandlingscenter erkender den virksomhedsansvarlige læge Knud Brinkløv, at patienterne ikke undersøges af en læge, før de får medicin. En praksis han nu vil se nærmere på.
- Det er noget, vi kan blive nødt til at lave om på. Men det er også noget, der kan få konsekvenser for os, for det rejser spørgsmål om, hvilket beredskab man skal køre med, siger Knud Brinkløv med henvisning til, at det vil gøre behandlingen dyrere, hvis alle patienter skal tilses af en læge, før de får den stærke medicin.
Sundhedsstyrelsen vil nu bede embedslægerne undersøge forholdene på Tjele Behandlingscenter nærmere.
Er der tale om manglende omhu og samvittighedsfuldhed fra den virksomhedsansvarlige læges side, kan det få konsekvenser for hans autorisation. Og er der tale om at medarbejderne har udøvet kvaksalveri, vil styrelsen anmelde sagen videre til politiet.
Tjele Behandlingscenter er et af landets største private alkoholafvænningssteder. Et typisk ophold koster 70.000 kroner og der er afdelinger over hele landet. For nylig overtog Tjele Behandlingscenter Majorgården på Nordsjælland.
BNB