Uden ordre fra kaptajnen måtte Costa Concordias besætningsmedlemmer på eget initiativ starte en af de største passagerevakueringer på et skib nogensinde, efter at Costa Concordia ramte klipperne ved den norditalienske ø Giglio.

Flere besætningsmedlemmer fortæller, hvordan de - modsat kaptajnen- gjorde deres pligt og alt, hvad der stod i deres magt for at redde så mange passagerer som muligt fra det synkende krydstogtskib.

- Jeg kunne have reddet mig selv og ikke gjort min pligt. Men jeg ventede og hjalp mindst 300 mennesker i redningsbådene, forklarer Iosso, en elektriker om bord på Costa Concordia, skriver Reuters.

- Jeg er meget stolt, og vigtigst af alt, så har jeg god samvittighed, fortæller han til en journalist fra nyhedsbureauet, mens han venter på en togbillet, så han kan komme hjem til sin familie i Torre del Greco tæt på Napoli.

Besætningsmedlemmernes enorme indsats for at redde de mere end 3.000 passagerer sikkert fra borde er blevet overskygget af historierne om skibets kaptajn, der mod ordre fra kystvagten forlod skibet tidligt i evakueringsprocessen. Efter eget udsagn fordi han faldt i vandet.

Flere besætningsmedlemmer fortæller til Reuters, hvordan de måtte tage sagen i egen hånd og selv starte evakueringen, da de kunne fornemme, at det kun gik en vej for det store skib, men intet hørte fra broen.

- Modsat kaptajnen blev vi på skibet lige til det sidste. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for at undgå katastrofen, fortæller 26-årige Carollo, tredjeofficer i maskinrummet.

Efter lige at være faldet i søvn efter en 12-timers vagt vågnede han, da skibet ramte klipperne ud for Giglios kyst. Carollo sprang ud af sin køje og hoppede i tøjet. Da han nåede ud på gangen skvulpede iskoldt havvand som i en katastrofefilm allerede ned ad gangen.

Gennem vandtætte sluser kunne han se, hvordan maskin- og generatorrummet i løbet af et kvarter blev oversvømmet totalt. Der var intet at stille op, meddelte de til broen - kun 15 minutter efter det voldsomme møde med klipperne.

Herefter gik han sammen med andre besætningsmedlemmer på eget initiativ til sin faste nødpost for at afvente ordren om at forlade skibet. Men den kom aldrig. Til sidst tog de sagen i egen hånd.

- Vi ventede ikke på at kaptajnen skulle beordre folk i bådene. Vi kunne se, hvor alvorlig situationen var og gjorde det selv, fortæller et andet besætningsmedlem, 28-årige Alberto Fiorito.

Straks efter forliset blev besætningen kritiseret for ikke at håndtere evakueringen ordentligt og for blandt andet at tale dårligt engelsk. Men passagererne opførte sig heller ikke alle lige eksemplarisk, fortæller Karnaatha Rameshana, en af skibet i alt 11 sikkerhedsansvarlige.

- Nogle passagerer bad os om at hente deres bagage, mens andre krævede at få serveret fade med mad, efter at de var kommet ned i deres redningsbåde, fortæller Karnaatha Rameshana fra Indien.

Hun fortæller, hvordan hun så besætningsmedlemmer slæbe kørestolsbrugere på ryggen og ned i redningsbådene, berolige panikramte passagerer og trøste de mange grædende børn stuvet sammen på de øverste dæk.

- Du er nødt til at være mentalt forberedt på en nødsituation, og det var vi. Vi var trænet, og vi vidste, hvad vi skulle gøre. Hver uge trænede vi et nyt scenario, forklarer hun.

Elektrikeren Iosso håber, at kaptajnens tilsyndeladende kujonagtige handlinger ikke kommer til at overskygge de menige besætningsmedlemmers enorme indstats.

- Jeg håber, at vores historier bliver fortalt, så jeg kan gemme denne artikel og en dag vise min dreng, at vi gjorde noget vigtigt, og noget som en dag kan gøre ham stolt af sin far.