Ellis Hill er taxa-chauffør i Philadelphia i USA, og han havde ikke råd til at tage til Rio de Janeiro for at se sin søn ved OL. Men så samlede en passager penge ind, så Darrell Hill alligevel kan være på plads på det olympiske stadion.
På en timelang tur i Uber-taxaen var Ellis Hill og passsagereren Liz Willock rundt omkring mange emner. Da de nåede til emnet OL, fortalte Ellis Hill, at hans søn, Darrell Hill, skulle til OL i Rio de Janeiro.
Liz Willock spurgte, om Ellis Hill så skulle ned at se sin søn ved OL, hvor Darrell Hill skal konkurrere i kuglestød i næste uge.
Svaret lød, at det havde taxa-chaufføren ikke råd til. Men Lis Willock spurgte ham så, ifølge People Magazine:
»Hvis jeg nu skaffede dig en billet, ville du så tage imod den?«
»Jamen, du godeste, jeg kender dig jo slet ikke,« svarede Ellis Hill, der er tidligere buschauffør.
»Nå nej, men jeg har lyttet til din historie, og jeg vil se, om det kan lade sig gøre,« svarede passageren.
Liz Willock startede en kampagne på GoFundMe med det mål at skaffe 7.500 dollar. Det lykkedes på kun to dage.
»Der var over 150 mennesker, der hjalp til, og Ellis kendte måske kun 10 af dem. Resten var helt fremmede,« siger Liz Willock.
Så nu venter en tur til Rio de Janeiro, hvor Ellis Hill møder sin søn, som han ikke har set i to måneder, fordi Darrell Hill har været i træningslejr.
»Jeg er virkelig taknemmelig over, at der findes så mange gode mennesker derude, og jeg glæder mig rigtig meget til at se min søn ved OL,« siger Ellis Hill.
Darrell Hill er orienteret om, at hans far kommer.
»Jeg vil gerne personligt takke alle dem, der har bidraget til, at min far kan komme til Rio. Målet er nået. Gud er god,« skriver han på Twitter.