En fransk fotograf kom med ulykkes-flyet fra EgyptAir i sidste øjeblik. Et pas, der pludselig dukkede op, blev hans skæbne.
Pascal Hess sov ikke i tre dage. Han havde glædet sig til en tiltrængt dykkerferie i Egypten sammen med en ven, men få dage før afrejse opdagede han, at hans pas var væk. Dermed hang ferien i en tynd tråd.
Rock- og sportsfotografen var så småt begyndt at indstille sig på, at han ikke kom af sted, da en tilfældig forbipasserende pludselig fandt passet på gaden.
»Det er helt sygt, men helt indtil afgang var han i tvivl om, hvorvidt han kunne komme af sted eller ej,« fortæller hans venner til den franske avis Eure Infos/La Dépêche.
Pascal Hess var én af de 66 mennesker, som var om bord på EgyptAir-flyet flight MS804, som styrtede i Middelhavet natten til torsdag.
Dagen efter den fatale flyrejse er det endnu ingen forklaring på, hvorfor Airbus'en på vej fra Paris til Kairo, pludselig forsvandt. Det undrer mange eksperter, at flyet, der kun var en halv time fra en egyptiske hovedstad, styrtede efter en ellers helt normal og planmæssig flyvning.
Fredag formiddag meddelte etyptisk militær, at de havde fundet vragdele og ejendele fra forulykkede fly. Vragresterne blev fundet syd for den græske ø Karpathos.
Den egyptiske præsident udtrykker dyb sorg over dødsfaldene.