Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Hvis din julefrokost pludselig bliver mere end almindeligt pløret, så tag lige et ekstra kig på snapsen.

Det kan nemlig være, at du får dobbelt den dosis alkohol, du egentlig troede du drak. For Coop Danmark A/S tilbagekalder snapsen af mærket 'Engen klar Snaps', da der er konstateret et for højt indhold af alkohol i produktet.

Det skriver Fødevarestyrelsen onsdag i en pressemeddelelse.

Normalt er alkoholprocenten på snapsen 32%, men for det parti, som Coop Danmark A/S nu tilbagekalder er alkoholprocenten over dobbelt så høj.

'Målinger af alkohol procenten i produktet udført hos producenten viser, at produktet kan indeholde mellem 66 og 76 % vol og ikke som deklareret: 32 % vol,' skriver Fødevarestyrelsen i pressemeddelelsen.

De vurderer derfor produktet til at være uegnet til at indtage, og opfordrer folk, der har fået købt den noget stærke gibbernakker til at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt - også selvom produktet er åbnet.

Ifølge Coop Danmark A/S er snapsen tappet den 15. september og er blevet solgt i butikkerne Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen, Dagli'- og LokalBrugsen, fakta og på Coops hjemmeside.

Vær derfor opmærksom på, om din Engen-snaps smager mere end almindeligt stærk.