Snakken handler mest om Herning Blue Fox og EfB Ishockey. De seneste 10-15 kampes bedste hold.

Men ét hold skal ikke undervurderes, når AL-Bank Ligaen på fredag går ind i den afgørende fase, playoff.

Sønderjyske er næsten ubemærket tordnet frem i de seneste fire kampe med en score på 22-3.

Efter en generelt skuffende sæson har de fundet formen på det rigtige tidspunkt, endda uden en lille håndfuld stamspillere. Og de bliver i sporten.dk's øjne en stopklods for Esbjergs stormløb mod en podieplads.

I playoff spilles sudden death. Er stillingen lige efter 3x20 minutter, spilles perioder á 20 minutter indtil det først scorede mål.

Her er sporten.dk's chancevurdering i de fire kvartfinaler.

Herning-Rødovre

Det var en vaskeægte Todd-specialitet, da Blue Fox fremtvang 4-4 i ordinær tid i Esbjerg med den vitale udligning i næstsidste minut. Rævenes evne til at fighte til sidste blodsdråbe er legendarisk. Det er svært at se, at Rødovre Mighty Bulls skal kunne vinde mere end en enkelt sejr. Grundserien: Herning-Rødovre 4-1.

Sporten.dk's tip: Herning Blue Fox vinder 4-1.

Frederikshavn-Herlev

Det var uden glæde, at White Hawks valgte forstadens ørne. Herlev bliver farlige. Tre Eagles-sejre i de fem indbyrdes grundseriekampe taler deres eget sprog. En bedst-af-syv serie, hvor presset er på vendelboerne, som var 94 sekunder fra at få ønskemodstanderen, Rødovre. Men høgene bør kunne flyve videre.

Sporten.dk's tip: Frederikshavn White Hawks vinder 4-2.

Aalborg-Odense

Bulldogs er nr. 1 på Fair Play-barometret med 311 strafminutter mod piraternes 738 på en suveræn sidsteplads. En ikke uvæsentlig detalje. Disciplinen er ikke Pirates’ spidskompetence, men i sporten.dk's øjne har de et plus spiller for spiller. Heikki Mälkiä bliver et interessant islæt. Kan den kontroversielle coach give Pirates selvtilliden tilbage. Grundserien: Aalborg-Odense 2-3.

Sporten.dk's tip: Aalborg Pirates vinder 4-3.

Sønderjyske-Esbjerg

Det er et lille mirakel, Olaf Eller har skabt i traditionsklubben i Esbjerg, der efter en årrække som andenviolin i ligaen igen lugter succes. Sulten er et plus og 3-2 i indbyrdes kampe en god psykologisk ballast. Men Sønderjyske har også markeret sig flot på det seneste. Et rutineret playoff-hold, som har ramt momentum på klokkeslet.

Sporten.dk's tip: Sønderjyske vinder 4-3.