Der har i løbet af torsdag aften været isslag flere steder i landet blandt andet i Sønderjylland, på Fyn og på Sjælland.

Vagthavende meteorolog hos DMI, Steen Rasmussen. advarer mod at der kan være ekstremt glat flere steder i landet natten igennem.

- Med temperaturer på lige under frysepunktet, vil regnen kunne skabe en farlig cocktail med glatte veje flere steder, siger han.

Temperaturen vil i løbet af natten stige til lige over frysepunktet, men kan mange steder snige sig ned på under nul grader igen, så regnen og noget af den smeltede sne fryser til is.

Så meldingen fra DMI er, at man skal køre forsigtig, da 'der er risiko for sne- eller isglatte veje de fleste steder i landet'.