Hvis du ikke allerede er kommet ud af fjerene, så er det med at komme op nu. Vejene er nemlig spejlglatte mange steder i landet mandag morgen, så du skal bruge ekstra god tid på at komme på arbede.
Du er stået op til en meget kold, men til gengæld også meget smuk morgen.
Det er meget kolde temperaturer, der natten til mandag har gjort vejene rundt omkring i landet meget glatte efter weekendens snestorm.
»Der har været rigtig meget og våd sne, og når det klarer op, så bliver det spejlglat. Og det er svært helt at få saltet væk. Især når det er så koldt.«
Det fortæller vagthavende meteorolog ved DMI, Mette Wagner, til bt.dk.
Det meste af landet har været en tur i dybfryseren søndag nat. Omkring Billund i det sydlige Jylland blev der målt otte minusgrader, men meteorologen tilføjer, at det sagtens kan have været endnu koldere andre steder.
Falck og Dansk Autohjælp havde en travl søndag med at fjerne efterladte biler fra vejene. Og Vejdirektoratet og DMI opfordrer også trafikanterne til at tage den med ro og køre forsigtigt mandag morgen.
»Mange steder er der glatte veje. På Sjælland kan der være risiko for isglatte veje hele dagen. Så kør forsigtigt. Især der, hvor der stadig ligger sne,« siger Mette Wagner.
Trafikanterne opfordres til at holde sig informeret på Vejdirektoratets hjemmeside og hos DMI.
Sne og is kommer også til at påvirke togtrafikken. DSB oplyser, at der kan være forsinkelser mellem Roskilde, Køge og Næstved, Ringsted og Østerport og mellem Holbæk og Østerport. Også S-togene er påvirkede. Linje C kører hvert 20 minut. Linje H standser på Kildedal i stedet for linje C og linje Bx er aflyst.
Busserne skulle køre som normalt.
Du kan følge togtrafikken på Rejseplanen her.
Bilister kan se de aktuelle glatførevarsler på Trafikken.dk.
Og har du tid og overskud til det, kan du med fordel stoppe op og nyde solnedgangen denne mandag. DMI garanterer nemlig, at det bliver en smuk morgen.
På trods af weekendens massive snefald og mandagens kulde, skal vi ikke regne med mere sne lige med det samme.
»Det her var en lille mundsmag på vinteren. I løbet af ugen får vi lunere og mere ustadigt vejr igen,« siger Mette Wagner, som ikke kan se mere sne i de prognoser, der gælder for den kommende uges tid.