Medmindre man er ekstremt risikovillig, skal man holde sig langt væk fra at sætte sine sparepenge i bankaktier, lyder det fra Dansk Aktionærforening i kølvandet på Vestjysk Banks chokerende nedskrivninger.
Finansrådet advarer til gengæld mod at piske en stemning op, der får de private investorer til at droppe pengeinstitutterne.
- Det er overordnet et problem, hvis man får skabt den stemning, at folk ikke skal investere i bankaktier. For konsekvensen er, at bankerne ikke får nogen kapital, og så kan de ikke gøre det, de er sat i verden for - nemlig at låne penge ud, siger Niels Storm Stenbæk, cheføkonom i Finansrådet, der er bankernes brancheforening.
Direktøren fyret
Mistilliden til bankaktierne er opstået, efter at Vestjysk Bank tirsdag offentliggjorde ekstra nedskrivninger på 600 mio. kr., og bestyrelsen ved samme lejlighed fyrede direktøren, Frank Kristensen. Det er ellers kun en måned siden, at det i halvårsregnskabet forlød, at alt gik efter planen, forklarer Niels Mengel, formand i Dansk Aktionærforening.
- Som privat investor må man antage, at halvårsregnskabet giver et nogenlunde retvisende billede. Når bestyrelsen så pludselig efter en måned ændrer politik og skriver yderligere ned på udlånsporteføljen, har man ikke en jordisk chance for at finde ud af det, siger han.
For høj risiko
Vestjysk Banks bestyrelsesformand, Carsten Andersen, har åbent erkendt, at halvårsregnskabet ikke er det papir værd, det er skrevet på, fordi den nu forhenværende direktør har givet ukorrekte oplysninger.
- Det har været med til at skabe en generel usikkerhed om, hvorvidt man kan stole på bankernes regnskaber. Derfor siger vi, at der er selskaber nok at investere i. Der findes selvfølgelig også banker med er fornuftig drift, men for mange af bankerne gælder det, at risikoen simpelthen er for høj, siger Niels Mengel.
Advarselslamperne bør især blinke, hvis banken både er involveret i landbrug og ejendomme, tilføjer han.
Niels Storm Stenbæk har ingen kommentar til, at bankernes regnskaber fra flere sider kritiseres for at være for uigennemskuelige.
Bankerne har lidt
- Vi anbefaler altid, at man sætter sig grundigt ind i, hvad man investerer i, uanset om det er bankaktier eller andet. Det er klart, at vi har været gennem nogle hårde år, og bankerne har især lidt. Men vi har haft rigtig meget fokus på indtjening og omkostninger, så jeg er optimist på branchens vegne, siger Niels Storm Stenbæk og tilføjer, at den overordnede sundhedstilstand i de danske banker er rigtig god.
- I mange internationale undersøgelser placerer danske banker sig i den rigtig gode ende. Men det er og har altid været forbundet med risiko at investere i aktier. Det er derfor, man over en længere periode kan forvente et højere afkast end ved f.eks. obligationer.
Hvis det går galt, er det til gengæld aktionærerne, der står først for til at miste deres penge, understreger Niels Storm Stenbæk.
Og den situation bør man ifølge aktionærforeningens formand forsøge at undgå.
Overvej situationen
- Hvis man allerede har investeret i bankaktier, skal man nok overveje sin situation en ekstra gang. Man tager en kæmpe risiko, hvis man bare læner sig tilbage og siger, nå ja - det skal nok rejse sig igen engang, for man kan jo miste de penge, aktierne trods alt er værd i dag, siger Niels Mengel.
Flere har peget på, at hele Vestjysk Banks øvelse med at nedskrive med yderligere 600 mio. kr. er et forsøg på at få prisen ned, for at gøre banken til et attraktivt fusionsemne, forklarer han.
- Tanken med at fusionere med Aarhus Lokalbank tidligere på året var at få en bank, der var moden til at fusionere videre i en anden bank. Staten er storaktionær i banken (med en ejerandel på 52,2 pct., red.), og det vil den gerne ud af. Og det kommer den bedst ved at sminke sig op til at blive fusioneret, er der nogle, der mener, siger Niels Mengel.