På bordet foran den tiltalte lillebror, 43-årige JA, lægger anklageren et af de fem Harry Potter-tykke sagsekstrakter. En i gul, en i hvid, en grå, en lilla og en rød.
I den gule er der billeder af tre knive. En stor, en mindre og et strygejern.
- Kan du genkende dem, spørger anklager Tina Fugl den tiltalte JA.
- Ja, det er mine. Den store der er en svendegave. Den anden er fra min tid på slagteri-skolen, forklarer JA.
- Kan du så forklare, hvorfor den lille af de her knive blev fundet ude på gerningsstedet, stukket ned i jorden ved en busk, spørger Tina Fugl.
JA tænker sig lidt om og nærstuderer billedet af knivene, før han svarer.
- Nej, det kan jeg ikke. Det kan måske være en, jeg selv har lagt i sommerhuset, fra da jeg boede der, da jeg fik min hjerneblødning dengang.
Makabre sms’er
19. august godt et år før mordet på Peter Richter Andersen, sender JA nogle sms-beskeder hjem til sin mor, hvor det lyder til, at JA har planer om at slå nogen ihjel. Det fremgår, at han ’vil lege med nogen med en kniv og en blæselampe’ og ’ende i en kiste’.
- Hvordan vil du forklare dem, spørger Tina Fugl.
- Jeg var en meget desperat mand på det tidspunkt. Jeg havde lige mistet min datter til hendes mor, fortæller JA.
’Han kaldte mig Jeppe’
JA’s forhold til storebroren havde ikke altid været godt, forklarer han i retten. Han havde været meget belærende over for sin lillebror, men det var blevet bedre det sidste år. De var derfor blevet tætte igen, nærmest venner.
- Hvad kaldte Peter dig, når han talte til dig, vil forsvarer Jesper Storm Thygesen vide.
- ’Jeppe’. Han kaldte mig altid ’Jeppe’. Det gjorde hele min familie. Jeg er ikke blevet kaldt ved mit navn i flere år, fortæller JA om sit kælenavn, der altså er anderledes fra hans døbenavn.
- Men naboerne forklarer jo, at Peter råbte dit navn om aftenen den 10. august. Var det dig, han råbte af, spørger anklageren.
- Ja, det var det. Det skete en sjælden gang, at han gjorde det, fortæller JA.
Finder patron i venstre sko
Da JA er ankommet ved sommerhuset dagen efter, for at lede efter sin bror sammen med sin far og to naboer, finder han tre patroner. Men det er kun de to af dem, han prøver at sluge.
- Hvad er der sket med den sidste, vil anklageren vide? - Dét ved jeg ikke. Den må være røget ud af det hul, jeg har i venstre lomme, forklarer JA. - Men hvordan kan du vide det? - Jo, fordi jeg finder den nede i min venstre sko, fortæller JA.