Thomas Helmig og Reneé Toft Simonsens havde fem børn tilsammen, da de blev gift, men i takt med, at børnene flyver fra reden, opstår et tomrum, som kan være en del af forklaringen på skilsmissen.

Den tidligere fotomodel har selv givet udtryk for, at hun og Thomas Helmig skulle genopfinde parforholdet, efter at deres i alt fem børn var blevet store. Og det kan være en svær opgave, lyder det fra parterapeuter, som BT har talt med.

Mange par rammer muren og går fra hinanden, når børnene er fløjet fra reden. På det punkt er popstjernen og fotomodellen faktisk ret almindelige.

- Der er rigtig meget ballade, når huset er tomt. Man er blevet forladt, og huset føles uhyggeligt og sorgfuldt, siger parterapeut Peter Kongshau om den stemning, der ofte opstår, når børnene er flyttet.

Han kender ikke til Helmig og Toft Simonsens private forhold, men siger at mange følelser går igen, når han møder par, der er i krise i den fase af livet.

- Manden har ofte en masse negative følelser, fordi han ikke føler, at kvinden har været der for ham. Hun føler på den anden side, at hun burde have en medalje, siger Peter Kongshau.

Sådan healer man forholdet
Hvis forholdet skal overleve, er det nødvendigt at begge parter anerkender den andens følelser.

- Det der healer er, at man erkender og oprigtigt angrer,. at man har såret den anden, mens man havde travlt med karriere og forældrerolle, siger han.

Ifølge psykoterapeut og sexolog, Per Holm Knudsen, kan en del af problemerne undgås, hvis man husker at pleje parforholdet.

- Man skal huske at afsætte tid til at være kærester, men også til at pleje sine egne interesser. Hvis man ikke har haft noget andet sammen end yngelpleje og vedligeholdelse af reden, så kommer den store tomhed, når børnene flytter, siger Per Holm Knudsen, der ligesom Peter Kongshau udtaler sig generelt og ikke om Thomas Helmig og Reneé Toft Simonsen.

Per Holm Knudsen mener dog også, at det kan være en positiv ting, at man vælger at gå fra hinanden.

- Vi har ofte en forventning om, at et ægteskab skal vare hele livet, men det behøves det ikke. Det kan også være et sundhedstegn, at mange par går fra hinanden. Måske er det meget naturligt, at man tænker: Hov, nu er børnene flyttet. Nu er der nogle nye muligheder for hvordan livet kan leves. Nu kommer der en ny runde, siger Per Holm Knudsen.

Thomas Helmig og Reneé Toft Simonsen har boet sammen siden 1997 og har været gift siden 2000.